23948sdkhjf

Fortsat elendig sikkerhed på byggepladserne

Det kniber gevaldigt med at overholde sikkerhedsreglerne på byggepladserne. Ved en landsomfattende aktion i går har Arbejdstilsynet endnu engang konstateret mange alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Der er god grund til, at Arbejdstilsynet i de kommende år sætter ekstra fokus på arbejdsmiljøet på de danske byggepladser. Alt for mange steder er der alvorlige brud på reglerne – og på nogle pladser er forholdene så dårlige, at de tilsynsførende ikke har set fortilfælde.

12 meters frit fald uden hverken sikkerhedsliner eller rækværk. Sådan går nogle bygningsarbejdere rundt på tagene. Skal man fra en personlift i 3,5 meters højde over på et stillads, ja, så kravler man over kanten på liften, skræver over et mellemrum på mere end en halv meter, før end foden igen finder fast underlag.

Og hvis en gammel tagbjælke skal skæres ned, så balancerer man frit op ad en 45 grader stejl bjælke med motorsaven og går i gang – helt uden sikkerhedsudstyr. Alle tre konkrete tilfælde fra gårsdagens aktion – og alle tre forbundet med livsfare for de ansatte.

- Jeg kan ikke lade være med at undre mig meget, siger direktør Jens Jensen. – Gang på gang har vi været ude at pege på de her forhold. Vi gør heller ingen hemmelighed ud af, at vi kommer på aktion. Og alligevel ser det ud til, at man i dele af byggebranchen ser stort på de mange advarsler. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Den holdning, som dele af byggebranchen lægger for dagen, er totalt uacceptabel, og branchen har et stort ansvar for at tage fat om sikkerhedsproblemerne.

Ved gårsdagens aktion besøgte Arbejdstilsynet i alt 204 byggepladser. På 112 af pladserne måtte Arbejdstilsynet i 174 tilfælde reagere over for arbejdet indenfor fokusområderne.

I hele 114 tilfælde udløste Arbejdstilsynets reaktion, at arbejdet på byggepladsen blev stoppet, ind til forholdene er i orden.

Flere af disse sager skal nu overvejes nærmere for at afgøre, om der skal indstilles til retslige tiltaler. Samtidig måtte Arbejdstilsynet 27 gange reagere over for områder, som ikke var i fokus under aktionen, men hvor Arbejdstilsynet i 18 tilfælde måtte stoppe arbejdet.

I løbet af i år og næste år skal arbejdsmiljøet gennemgås nøje i alle landets bygge- og anlægsvirksomheder. Direktør Jens Jensen forudser, at det bliver en drøj omgang for byggefirmaerne, der kan regne med, at Arbejdstilsynet vil forfølge sikkerhedsproblemerne til en varig bedring har vist sig.

Arbejdstilsynet har allerede nu planlagt flere aktioner i 2007 på byggepladserne. I 2005 mistede 20 mennesker livet under arbejde på en byggeplads, mens der i 2006 var 6 dødsulykker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078