Arbejdstilsynet i ny aktion på byggepladserne
Arbejdstilsynet går i dag på aktion på byggepladser over hele landet. Målet er at sikre et højt fokus på sikkerheden, efter at aktioner i 2006 viste, at alt for mange byggepladser sløser med helt basale regler.
- Aktionerne i 2006 viste klart, at både de enkelte virksomheder, parterne på bygge- og anlægsområdet og Arbejdstilsynet er nødt til at fastholde fokus på bygge-pladsernes sikkerhed. Vi kan simpelthen ikke acceptere, at man sætter medarbejdernes liv og helbred på spi l– Med vores aktioner i 2006 og de øvrige aktiviteter på området fik vi sat fokus på sagen. Det fokus skal fastholdes i 2007, siger direktør i Arbejdstilsynet Jens Jensen.
Aktionerne i 2006 kom efter, at der året før var sket en markant stigning i antallet af dødsulykker på byggepladserne. De foreløbige tal for 2006 viser en nedgang i antal dødsulykker, men alligevel fastholder Arbejdstilsynet, at det ikke er godt nok.
- Én dødsulykke er simpelthen én for mange. Vi ved, at hvis man overholder de regler, som både arbejdsgivere og lønmodtagere er enige i, kan de fleste af de alvorligste ulykker undgås. Og derfor bliver vi ved med at presse branchen til, at man hele vejen rundt tager sagen alvorligt, siger Jens Jensen.
Under dagens aktion besøger Arbejdstilsynet byggepladser over hele landet. De tilsynsførende vil især have fokus på farligt tagarbejde, arbejde på stilladser og stiger samt arbejde i personløftere.
Kilde: Arbejdstilsynet.