Fokus på mere koncentreret og bæredygtig byudvikling
Byerne bliver større, og det samme gør de miljøbelastninger, der følger med. Risikoen for øget miljøbelastning har fået Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber til at efterlyse modeller for en mere koncentreret og bæredygtig byudvikling - og på den baggrund igangsætter Center for Strategisk Byforskning nu et nyt analyse- og udviklingsprojekt om bæredygtige kompakte bebyggelser i Danmark.
Målet med projektet er at belyse, hvordan man på den ene side kan få de miljømæssige fordele ved en kompakt, tæt og blandet bebyggelse med lavt ressourceforbrug og høj udnyttelsesgrad - og på den anden side kan honorere kravene til, at moderne boliger skal have et godt dagslysindtag, attraktiv placering samt adgang til gode friarealer.
Center for Strategisk Byforskning er igangsat for en femårig periode af Realdania. Projektleder Karen Skou, Realdania, siger om det igangsatte analyse- og udviklingsprojekt:
- Projektet sætter fokus på, at ressourceforbruget i høj grad afhænger af bebyggelsestypen. Og Realdania forventer, at undersøgelsen med dette perspektiv kan understøtte kommunernes planlægning mod at begrænse byernes ressourceforbrug, samtidig med at der sikres boligmiljøer af høj kvalitet.
Formidling af analyseresultater
Projektet vil bl.a. resultere i et opslagsværk, der gør det muligt at sammenligne bebyggelsestyper af forskellige tæthed samt aflæse hvilke konsekvenser de hver især har for ressourceforbrug, boligkvalitet og friarealer.
Opslagsværket vil kunne anvendes ved udarbejdelse af f.eks. kommuneplaner, kommuneplanstrategier eller områdeplaner, ved lokalplanlægning og ved arkitekt- og byplanlægningskonkurrencer.
Analyseresultaterne bliver også formidlet i en vandreudstilling, og projektet afsluttes med en konference om bæredygtige kompakte bebyggelsestyper, der retter sig mod politikere samt private og offentlige bygherrer og investorer.
Kilde: Realdania.