EUs energiudspil er en udfordring for byggesektoren
Byggeriet skal levere halvdelen af EUs energieffektivisering. Danmark skal ifølge Dansk Byggeri have mere fokus på lavenergihuse og passivhuse.
Det siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, som videre peger på, at mens omlægningen fra fossil energi til vedvarende energi udgør den ene del af EU-kommissionens udspil, består den anden del i at formindske energiforbruget ved bl.a. at gøre bygninger mere energieffektive.
Efter den første energikrise i slutningen 1970'erne placerede Danmark sig i første division med hensyn til at skabe mere energieffektive bygninger.
Siden 1980 er det lykkedes at fastholde et uændret energiforbrug i bygningsbestanden, selvom det bebyggede areal er vokset med over 40 pct.
Dette er dels sket ved at flertallet af bygningernes individuelle forbrændingsanlæg er blevet omlagt til kollektiv varmeforsyning - og dels gennem omfattende indsats for at energieffektivisere bygninger - ikke mindst ved at mindske varmetabet via bygningens klimaskærm. Specielt skærpede krav til nybyggeri har bidraget til denne gevinst.
- I de kommende år drejer det sig om – udover at fortsætte i de hidtidige energisparespor – at udvikle bygninger fra deres traditionelle udformning til at blive lavenergihuse eller såkaldte passivhuse, siger Michael H. Nielsen og fortsætter:
- Men her må man desværre konstatere, at Danmark ikke har været særlig udviklingsorienteret i forhold til en række andre europæiske lande. Derfor står byggeerhvervet og de myndigheder, der fastsætter byggeriets rammevilkår, overfor en meget stor udfordring, hvis Danmark også i fremtiden skal bevare sin position som et foregangsland. Endelig er der behov for at få meget mere gang i energieffektivisering i den bestående bygningsmasse. Det er her, det store potentiale ligger, slutter Michael H. Nielsen.
Kilde: Dansk Byggeri.