Højhuse fra 1950’erne kan være farlige
Erhvervs- og Byggestyrelsen vil i næste uge være klar med en liste over potentielle højhuse i Danmark, der kan lide af samme skavanker som højhusene i Rødovre. Listen skal gives til kommunerne, der skal tage sagen videre og gennemgå husene.
- Vi skal undersøge, hvor der er huse fra samme periode, og hvordan byggelovgivningen og praksis var på det tidspunkt. På den måde kan vi udpege de huse, som kommunerne skal undersøge nærmere, fortæller civilingeniør Ove Nielsen fra Erhvervs- og Byggestyrelsen til avisen.
De fleste højhuse, der er bygget i 1950’erne, er bygget efter en norm fra 1940’erne, hvor man beregnede vindlasten som mindre stærk end i dag. Vindstyrken er øget markant siden 1940’erne, og det betyder, at højhusene fra denne periode kan udgøre en stor fare for beboerne, når der kommer et ordentligt stormvejr.