VVSerne sagde nej til overenskomst
Men det samlede afstemningsresultat om den nye overenskomst på LO-området endte dog med et klart ja.
Resultatet for afstemningen om den nye overenskomst på LO-området var dog et markant ja. Det blev facit, da stemmerne blev gjort op efter urafstemningen om den nye overenskomst blandt de ansatte, som er omfattet af alle 1. marts-overenskomsterne.
Dermed er alle de berørte faggrupper nu sikret en overenskomst for de næste tre år.
Viser stor utilfredshed
Fra Blik- og Rørarbejderforbundet har ser man det store antal nej-stemmer som blikkenslagernes udtryk for utilfredshed med forløbet af årets overenskomstforhandlinger.
- Afstemningsresultatet er et klart signal fra medlemmerne. De vil ikke finde sig i arbejdsgivernes ultimative krav og manglende lyst til at forhandle. Resultatet er derfor også en klar tilkendegivelse af, hvad medlemmerne vil finde sig i, siger Blik- og Rørarbejderforbundets forbundsformand Max Meyer om resultatet af urafstemningen.
Afviser anklager om social dumping
Hos Tekniq er man afvisende overfor anklagerne om, at man i brancheorganisationen har søgt at forringe forholdene under overenskomstforhandlingerne.
- For Tekniq var det et centralt tema at opnå en ændring af overenskomsten på akkordområdet. Det er ikke et revolutionerende ønske. Det svarer til, at vi på VVS-området får den samme adgang til at lave lokale akkordaftaler, som man har på andre håndværksområder, siger administrerende direktør Niels Jørgen Hansen og understreger:
- Tekniq tilbød at indføre mekanismer for at forhindre misbrug. Det er altså ikke rigtigt, at Tekniqs forslag ville skabe social dumpning. Men det lykkedes desværre ikke at nå til enighed. Det betyder, at der i VVS-overenskomsten kun er sket de ændringer, der er indgået i forligsmandens mæglingsforslag.