23948sdkhjf

Stort alarmudbud til Slagelse-virksomhed

Bagger Låse & Alarm har vundet udbuddet om at installere automatiske brandalarmer på syv skoler i Slagelse.
Det bliver Bagger Låse & Alarm med hovedkontor i Slagelse, som skal installere automatiske brandalarmer på syv skoler i Slagelse Kommune. Det står klart efter Slagelse Kommune har afgjort udbuddet, hvor Bagger Låse og Alarm kom med det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Bagger Låse & Alarm var en af syv virksomheder, som bød på opgaven, og med opgaven er der nu sikret arbejde til to medarbejdere i cirka et år.

Opgave klaret på rekordtid
Sidste år vandt Bagger Låse & Alarm også et selvstændigt udbud om installation af lignende alarmer på Broskolen, hvor man på rekordtid installerede dem, da skolen blev ramt af et lyn. Og nu har den lokale virksomhed også vundet opgaven med at installere automatiske brandalarmer på syv andre skoler i Slagelse Kommune.

- Vi er meget stolte af, at vi har vundet udbuddet. Som virksomhed er vi glade for, at kommunen aktivt bruger udbud til at pleje det lokale erhvervsliv og skabe lokale arbejdspladser. Jeg og mine medarbejdere vil gøre vores allerbedste for at levere et godt produkt, siger direktør Jørgen Bagger.

Bagger Låse & Alarm blev grundlagt i 1975 af Jørgen Bagger, og siden er den vokset til i dag at have 58 medarbejdere og afdelinger i Ballerup, Ringsted, Kalundborg, Holbæk og Næstved.

Fokus på lokale virksomheder
- Jeg er glad for at konstatere, at det er en lokal virksomhed, som kom med det bedste tilbud. Vi vil gerne bruge vores udbud til at understøtte vores virksomheders vækst. Det skaber lokale arbejdspladser samtidig med, at det sikrer, at vi som kommune får mest muligt for pengene. Derfor skal der lyde et stort tillykke til Bagger Låse og Alarm, siger borgmester Stén Knuth.

Slagelse Kommune arbejder på en ny indkøbspolitik, som blev behandlet første gang i økonomiudvalget den 24. marts. Forventningen er, at den nye indkøbspolitik vil have fokus på at give lokale virksomheder optimale vilkår for at deltage i udbuddene, så de kan være med til at skabe lokale arbejdspladser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078