Ny bydel for en milliard på Haderslev Havn
Med en investering på 70 millioner er det lykkedes Haderslev Kommune at skabe rammerne for en helt ny bydel på Haderslev Havn, hvor der indtil nu er bygget for en milliard kroner.
Zeni Arkitekter har sammen med Aart Architechts og COWI udarbejdet Haderslevs nye VUC Syd. MT Højgaard var entreprenør på projektet. (Visualisering: Zeni Arkitekter)
VUC Syds domicil Light House byder på ny, anmelderrost arkitektur, der skaber rammerne for en moderne, it-baseret undervisning. Ved siden af er byggeriet i af Street Dome i fuld gang, et kulturhus for gadeidræt og streetkultur som sætter nye standarder på området og vil blive et af de førende i Danmark.
I tilknytning hertil har kunstneren Victor Ash forvandlet en 30 meter høj betonsilo på Haderslev Havn til et kunstværk, der samtidig fungerer som Danmarks højeste klatrevæg.
Hvad er nøglen til successen og opskriften på fortsat udvikling? Hvorfor er det i Haderslev lykkedes at få en hensygnende erhvervshavn omdannet til en moderne og attraktiv bydel?
Det var nogle af spørgsmålene på en konference i Haderslev i weekenden, hvor man gjorde status og så fremad på Haderslev Havn.
Længere end man havde drømt om
- Vi har brugt 70 millioner kroner på kanaler, promenader, veje, stier og grønne områder, og vi har brugt en model, hvor de indtægter vi får salg af arealer på havnen går videre til udviklingen af havnen. Til gengæld har vi skabt rammerne for byggerier for en milliard kroner, det er en god forrentning og en god investering i liv og aktivitet på havneområdet, sagde borgmester H.P. Geil.
- I C.F. Møller havde vi for 10 år siden ikke drømt om, at vi var kommet så langt på Haderslev Havn, som vi er i dag. Det skyldes, at vi er lykkedes med en robust og fleksibel planlægning i respekt med byens historie og udvikling, sagde partner i C.F. Møller, arkitekt maa Julian Weyer.
Siden masterplanen blev vedtaget for knap 10 år siden er der solgt i omegnen af 50 procent af havnens areal. 75 private boliger er etableret. 140 senior/almene boliger er bygget. 650 arbejdspladser er etableret på havnen i domiciler fx Jobcenter, SKAT, ATP og VUC, hvor 650 studerende nu har deres daglige gang på.
På konferencen var de forskellige oplægsholdere fra bl.a. C.F. Møller, der udarbejdede masterplanen for 10 år siden enige om, at udviklingen på Haderslev Havn er overraskende og positiv. En realistisk masterplan, respekt for byens historie og perfekt timing har til sammen gjort, at der er sket utrolig meget på havnen inden for en kort årrække.
Som afslutning på konferencen fik deltagerne, der blandt andet omfattede repræsentanter for beboerne og arbejdspladserne på havnen, firtids- og kulturaktører samt investorer mulighed for på en workshop at bidrage med forslag til den videre udvikling på havnen. Herfra var budskabet blandt andet, at ambitionsniveauet fremover skal fastholdes, så der skabes endnu mere liv og udvikling på havnen.