Håndværkerkåringer sætter kvalitet på dagsordenen
Årets håndværkere 2014 skal findes den 8. april. Målet med kåringerne er at styrke bevidstheden om det gode håndværk – både i byggebranchen og blandt forbrugerne.
Bag kåringerne står anmeldelseshjemmesiden anmeld-haendvaerker.dk, hvis brugeranmeldelser danner grundlag for nomineringerne af i alt 64 håndværksfirmaer fordelt på 13 kategorier.
- Kåringen af årets håndværkere handler om at sætte fokus på betydningen af det gode håndværk. Det gælder selvfølgelig i første omgang fagligheden, men også parametre som service og kundepleje spiller en stor rolle i dag, hvilket man tydeligt kan se på de anmeldelser, som brugerne lægger ind, udtaler Mads Teissøe fra anmeld-haendvaerker.dk.
- Faktisk viser en dugfrisk undersøgelse fra Håndværksrådet, at mund-til-øre-metoden står for ca. 95 pct. af kundetilgangen hos både håndværksfirmaer og andre små og mellemstore virksomheder. Det betaler sig med andre ord at opbygge et godt ry blandt kunderne, både i forhold til faglig kompetence og god service, fortsætter han.
Mere uddannelse, specialisering og certificering
Ardex, der fremstiller klæber-, fuge- og spartelmasser, er sponsor for kåringens murerkategori, hvor fem firmaer er nominerede. Administrerende direktør Michael Nielsen, der har æren af at overrække prisen for årets bedste murervirksomhed, begrunder sponsoratet med Ardex’ ønske om at slå et slag for at styrke den faglige kvalitet:
- Vores håb er, at kåringerne og den opmærksomhed, som de får, vil bidrage til at styrke bevidstheden om den håndværksmæssige kvalitet. Derudover ser vi en øget brug af efter- og videreuddannelse samt større faglig specialisering og certificeringsordninger som nogle af de værktøjer, der fremover skal være med til at løfte kvalitetsbevidstheden endnu mere, både i branchen og blandt forbrugerne, siger han.
De 64 nominerede håndværksfirmaer er udvalgt på baggrund af en såkaldt ’datavask’ af brugernes anmeldelser på www.anmeld-haendvaerker.dk og de endelige vindere udvælges af en fagjury bestående af direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre, direktør Jesper Salskov fra Velux Danmark A/S, salgsdirektør Flemming Adolfsen fra Icopal Danmark A/S samt indehaver Tanja Foged fra Mosaikhjørnet A/S.