Starks trælasthandel har juletravlt
Trælasthandlen Stark / Tømmergården i Randers har travlt op til jul. Mange byggematerialer er svære at skaffe hjem til kunderne – men Stark gør en kunst i logistik og planlægning.
- Vi kan jo det med logistik og planlægning, det er vi vant til, så vi hjælper kunden med planlægningen af et byggeri. Men lige nu er der ekstra arbejde, fordi det er svært at skaffe en række byggematerialer. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at der er under tre uger til juleaften. Der er meget, vi skal have på plads inden da. For kan vi ikke levere varen nu og her, skal vi jo have aftalt, hvornår den så kan komme ud, forklarer trælastdirektør Jan Busk fra Stark til avisen.
I øjeblikket oplever Stark stor efterspørgsel på isolering, mursten, spær og betonelementer. Stark arbejder via sin koncern på at fremskaffe alternative materialer hjem fra udlandet – ofte er dette også svært, for kvaliteten kan halte.