23948sdkhjf

Gottlieb Paludan Arkitekter bygger svensk kraftvarmeværk

Gottlieb Paludan Arkitekter på Frederiksberg har sammen med svenske Urban Design, vundet konkurrencen om at bygge nyt kraftvarmeværk midt i Stockholm by for energiselskabet AB Fortum Värme. Den samlede anlægsinvestering overstiger 3 mia. svenske kroner, og anlægget forventes taget i brug i slutningen af 2009.
Det nye kraftværk, som det danske Gottlieb Paludan Arkitekter skal bygge sammen med Urban Design, skal ligge i den nordøstlige del af Stockholm, Östermalm, et par km. fra centrum i et område præget af beboelsesejendomme, småindustri og Värtahavnens kontorhuse og fartøjer.

Byggeopgaven for Fortum er resultatet af en målrettet satsning fra Gottlieb Paludan Arkitekter på udenlandske markeder. Det danske arkitektfirmas kompetencer indenfor teknisk byggeri er oparbejdet gennem mere end 60 års kraftværksbyggeri i Danmark og er unikke - også i et større, internationalt perspektiv.

Derfor har Gottlieb Paludan inden for det seneste år arbejdet på at afsøge de internationale markeder inden for særligt energibyggerier.

Værket
Det nye kraftværk vil fremstå som et enkelt og afklaret volumen, når det opleves i farten fra en bil samtidig med at det indpasser sig i et lokalmiljø med et parkmæssigt udtryk, præget af fredede egetræer og store plæner.

Kraftvarmeværket er udformet som et markant urbant element, der i sin materialekarakter tilpasser sig områdets arkitektur. Den nye kraftværksblok er svøbt i en halv-transparent kåbe af lodrette terracotta-stave, som slynger sig omkring turbinebygning, siloer og den indre kedelhal, som er delvist nedgravet i fjeldet.

Den tætte indre "krop" garanterer, at man lever op til de høje krav, der stilles til støj i boligområder og den udvendige teglklædte skærm, som danner det ydre lag i den dobbelte facade, etablerer forbindelsen til værkets nuværende, murede bygninger.

Mellemrummet mellem den ydre, transparente terracottaskærm og det indre teknikvolumen oplyses og om natten og på mørke vinteraftener, vil terracottaen gløde med et sagte skiftende lys.

Miljøet
Stockholm vokser - og samtidig øges efterspørgslen på miljøvenlig el og varme. Det nye kraftvarmeværk baseres på biobrændsel som er den mest miljøvenlige måde at producere energi på. En af de største miljømæssige fordele ved det nye værk er, at udslippet af kuldioxid og andre drivhusgasser bliver kraftigt formindsket, og det vil således indgå i det samlede Sveriges bestræbelser på at nå Kyoto-målene i 2012.

Når det nye kraftvarmeværk står færdigt i 2009 kommer det til at producere 10% af Stockholm elforbrug og dække 25% af fjernvarmebehovet.

Kilde: Gottlieb Paludan Arkitekter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344