Køge Kyst styrker sig til kommende opgaver
Eyvind Lindboe tiltræder pr. 1. maj 2014 som ny projektleder i Køge Kyst.
Eyvind Lindboe er arkitekt og kommer fra en stilling som ejendomschef i Køge Kommune, hvor han gennem de seneste godt tre år har været med til at opbygge et Ejendomscenter i Teknik- og Miljøforvaltningen.
- Det har været sjovt at være med til, men med de udfordringer, der tegner sig i Køge Kyst, har jeg mulighed for at beskæftige mig med det jeg finder allermest spændende, og som matcher nogle af mine tidligere jobs, hvor jeg har været med til at skabe nye arkitektoniske og funktionelle fysiske rammer i et tæt samarbejde med mange interessenter. Jeg glæder mig til at komme i gang, siger Eyvind Lindboe.
Eyvind Lindboes erfaring med byggeri og anlæg stammer blandt andet fra en stilling som anlægschef i HUR (nu Movia) og som projektkoordinator i Københavns Lufthavne, hvor han styrede udbygningen af infrastrukturen, som var affødt af Øresundsforbindelsen. Tidligere har Eyvind blandt andet også været planmedarbejder i Vejdirektoratet og fuldmægtig i Trafikministeriet.
Med sig i bagagen har Eyvind Lindboe også en ph.d. i byplanlægning og byteori fra Arkitektskolen.