23948sdkhjf

Kvaliteten halter i udbud

Entreprenører oplever i stigende omfang, at udbudsprojekter er utilstrækkelige eller uoverskuelige, viser en undersøgelse fra Dansk Byggeri.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i perioden fra den 26. februar til den 4. marts.

Spørgeskemaet er udsendt til 702 respondenter og 110 af disse har gennemført
undersøgelsen. Det svarer til 16 procent af de adspurgte.

Når antallet af besvarelser tages i betragtning, er det vigtigt at pointere, at der
er en del usikkerhed forbundet med resultaterne.

Læs mere om resultaterne her
Udbudsprojekter er ofte utilstrækkelige eller uoverskuelige, og derfor har entreprenører svært ved at give et ordentligt tilbud. Mange rettelser i tilbudsfasen kan gøre tilbuddet dyrere og giver ofte et mere usikkert produktionsgrundlag.

En undersøgelse, som Dansk Byggeri har foretaget blandt tømrervirksomheder, viser, at virksomhederne er enige om, at kvaliteten af projektmaterialerne halter. 80 procent er enige eller meget enige i, at der ofte først projekteres færdigt i byggefasen, og samtidig er godt 93 procent enige eller meget enige i, at der er uoverensstemmelser mellem beskrivelse og tegninger i udbudsmaterialet.

- Tegningerne kan være svære at overskue, og det kan være umuligt at aflæse, hvilken entreprise en underleverandør hører under. Det betyder blandt andet, at flere fag skal arbejde med at afdække, hvad der hører til hvilken entreprise, og det giver næppe skarpe priser på en bygge- eller renoveringsopgave, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

Desuden tilkendegiver 57 procent af virksomhederne, at de er enige eller meget enige i, at der ofte kommer rettelser i tilbudsfasen.

- Utilstrækkeligt udbudsmateriale og mange rettelser kan betyde, at tilbudsgiveren er nødt til at give et tilbud med en ofte unødvendig risikopræmie, fordi der senere kan komme tillægsomkostninger, og det betyder, at der desværre bliver afgivet tilbud på upræcise grundlag, siger Michael H. Nielsen.

Ny dagsorden for udbudsskik
Undersøgelsen viser dog også, at de fleste virksomheder er begejstrede for digitaliseringen af udbuddene. Hele 56 procent er enten enige eller meget enige i, at digitaliseringen er en fordel.

- Det er godt, at virksomhederne har taget de digitale udbudsprocesser til sig. Nu mangler vi bare, at indholdet bliver lige så godt som formen, siger Michael H. Nielsen.

Den 8. april er Dansk Byggeri vært for et temamøde om netop kvaliteten af udbudsprojekter. På mødet vil der blandt andet være oplæg om entreprenørernes erfaring med udbud, de digitale platforme og en paneldebat. Michael H. Nielsen håber med arrangementet at kunne bidrage til en ny dagsorden for god udbudsskik.

- Mange udførende oplever i dag, at de digitale kommunikationsformer har åbnet for en lavine af rettelser, der gør prissætningen vanskelig eller ligefrem risikobetonet. Det er ikke i bygherrers interesse, at der ikke er klarhed om, hvad, og på hvilket grundlag, der bydes. Risikoen kan meget nemt blive omsat i forhøjede priser ved licitationerne, siger Dansk Byggeris direktør.

Temamødet "Udbudsprojekters kvalitet og rettelser i tilbudsfasen" afholdes tirsdag den 8.april 2014 kl.14.30 - 17.30 hos Dansk Byggeri, Nørre Voldgade 106, 1358 København K.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109