Ny entreprenørgård slår dørene op
Byggefirmaet Ulstrup A/S står bag en større om- og tilbygning af Assens Kommunes nye Entreprenørgård i Aarup, som nu indvies.
Når Entreprenørgården slår sine nye døre op den 4. april, sker det som kulmination på næsten fire års arbejde med sammenlægning af Assens Kommunes forskellige materialegårde.
Adressen er nu Indre Ringvej 15, hvor de nye lokaler, som er tegnet af Arkitektfirmaet Plange og bygget af byggefirmaet Ulstrup, endelig kan samle de godt 100 ansatte, efter at de har været fordelt på flere forskellige adresser i Assens, Tommerup og Aarup.
Lavere driftsomkostninger i klimavenligt byggeri
I byggeriet af den nye Entreprenørgård har energibesparende tiltag været prioriteret. Blandt andet har Entreprenørgården helt afskaffet brugen af fossile brændstoffer. I stedet opvarmes med et flisfyr og solceller på taget. Denne opvarmningsform har gjort det muligt at indbygge gulvvarme i værkstedet, så mekanikerne i vintertjenesten har et behageligt og lunt indeklima, når de arbejder på Entreprenørgårdens køretøjer.
- Vi forventer, at den nye Entreprenørgård kan give store besparelser, både fordi afdelingen nu er samlet i samme bygning, men også i kraft af alle de energibesparende tiltag, der er implementeret i bygningen. Vi regner derfor med et drift rationale på cirka en million kroner, fortæller Freddy Nielsen leder af Entreprenørgården.
Nye faciliteter samler medarbejderne
Udover et moderne værksted med varme i gulvet, er Entreprenørgården også blevet udstyret med nye bad- og omklædningsfaciliteter og en kantine, som kan huse hele afdelingen.
Da Entreprenørgården driver et virksomhedscenter, som beskæftiger mere end omkring 30 aktiverede ledige, løntilskuds-, flex- og seniorjobbere fra Assens Kommune er der i det nye byggeri gjort en indsats for, at disse personalegrupper bliver integreret på lige fod med de ordinære ansatte.
Det er håbet, at udvidelsen af disse faciliteter vil styrke sammenholdet mellem medarbejderne og sørge for, at alle føler sig som en aktiv og integreret del af Entreprenørgården.
- Før var medarbejderne jo fordelt på kommunens forskellige materialegårde, og vi havde ikke et sted, hvor vi kunne samles til fx personalemøder eller plads til, at alle medarbejdere kunne have et skab til deres ting. Nu har vi fået en kantine, hvor vi kan holde møder og spise frokost sammen som en samlet afdeling, og det tror jeg helt sikkert vil have en positiv effekt på sammenholdet og gøre det nemmere at få nye medarbejdere integreret på arbejdspladsen, fortæller Freddy Nielsen, leder af Entreprenørgården.