Dansk Byggeri støtter kampen mod sort arbejde
En byggepladskontrol har afsløret tilfælde af snyd med sociale ydelser, sort arbejde og udlændinge uden arbejds- og opholdstilladelse. Dansk Byggeri deltager i Fairplay-kampagnen og glæder sig over, at den målrettede indsats viser resultater.
- Vi kan konstatere, at SKAT med mere kontrol, skærpede sanktioner og holdningskampagne har ønsket større effekt af indsatsen mod sort arbejde. Det er en indsats, vi støtter, fordi sort og illegalt arbejde både er skadeligt for kunderne, der ikke har garanti eller klageret, for virksomhederne, der udsættes for unfair konkurrence, og for samfundet, der går glip af moms- og skatteindtægter, udtaler Thomas Gyldal Petersen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri.
SKAT har ved kontrolaktionen fundet 140 udlændinge, der arbejder uden dansk arbejds- og opholdstilladelse. Det tal har fået visse dele af fagbevægelsen til at advare mod omfanget af illegalt arbejde i Danmark. Men der er intet i tallene fra SKAT, der berettiger en generel kritik af bygge- og anlægsbranchen mener Thomas Gyldal Petersen.
- Som en del af Fairplay-kampagnen er SKAT i sin kontrol gået målrettet efter byggepladser, hvor de vidste, at der var noget at komme efter. Der er tale om mindre byggepladser med hovedsagligt privat byggeri. Der er altså ikke tale om et repræsentativt udsnit af danske bygge- og anlægsvirksomheder. Tværtimod er det vores opfattelse, at organiserede virksomheder gør sig store anstrengelser for at leve op til de administrativt tunge krav til ansættelse af udenlandsk arbejdskraft, siger Thomas Gyldal Petersen.
I Dansk Byggeri ønsker man reglerne for udenlandsk arbejdskraft forenklet, fordi virksomhederne i dag bruger alt for mange ressourcer på at orientere sig i reglerne, læse vejledninger og udfylde blanketter. Og så er den udenlandske arbejdskraft en nødvendighed for det danske arbejdsmarked, hvis vi skal fastholde det høje aktivitetsniveau, påpeger Thomas Gyldal Petersen.
Kilde: Dansk Byggeri.