Tre arkitektfirmaer dyster om 14.800 m² psykiatri
Byggeriet af et nyt psykiatrisk hospital til 381 mio. kr. i Gødstrup er kommet et skridt nærmere en totalrådgiver. Tre teams er gået videre fra første fase i idekonkurrencen.
De tre vindere i første fase:
• Steen Palsbøll Arkitekter
• OP Arkitekter med Arkitema Arkitekter og Moe A/S
• Smak Architects med Aart Architects og Nordic – office of Architecture.
De tre vindere skal nu indgå i en forhandlingsfase, hvor forhandlinger med bygherren og tilretninger af konkurrenceforslagene skal føre frem til, at en endelig vinder af totalrådgivningsopgaven for byggeriet af Psykiatriklyngen i DNV-Gødstrup kan udpeges.
- Vi har en totalramme på 381 mio. kr. til at skabe et psykiatrisk hospital. Helt fra bunden, på bar mark og i sammenhæng med fremtidens hospital i Gødstrup. Det er et udgangspunkt med alle muligheder åbne, og det er der et stort potentiale i. Derfor er det en styrke for projektet, at vi har modtaget så mange kvalificerede bud på, hvordan opgaven kan løses, siger hospitalsdirektør Henning Vestergaard, Hospitalsenheden Vest.
Vinder findes til oktober
Deltagerne i idékonkurrencen er blevet vurderet ud fra tre bedømmelseskriterier; forslagets sammenhæng med den overordnede helhedsplan for DNV-Gødstrup, arkitektur og teknik samt funktioner og arealer.
På overfladen er det tre meget forskellige bud, som går videre i konkurrencen, men de er alle vurderet til at kunne løftes til at samle psykiatrien i Midt- og Vestjylland – både geografisk og på tværs af voksen-, børne-, og ungdomspsykiatrien. Det skal ske i bygninger på ca. 14.800 m2 i psykiatriklyngen. De nye bygninger skal tage udgangspunkt i evidensbaseret design og give mening hele vejen fra tegnebrættet til den virkelighed, der møder patienterne i fremtiden.
- Den åbne idékonkurrence gav muligheden for at selv mindre tegnestuer kunne byde ind, og det gav plads til en mangfoldighed af ideer, som vi nu skal arbejde videre med, siger psykiatridirektør Gert Pilgaard.
Den endelige vinder udpeges i oktober 2014 af udbuddet vil stå med en opgave, der løber frem til indflytning i bygningerne i ultimo 2018. Inden da skal totalrådgiveren blandt andet levere projektering, projektopfølgning og fagtilsyn.
Læs mere om konkurrencen og de tre projektforslag på DNV-Gødstrups hjemmeside