23948sdkhjf

Ny administrerende direktør til Strøjer Tegl

Efter 45 år med indehaver Jørgen Strøjer i spidsen forstærker teglværket nu sin ledelse med Flemming Rasmussen som ny administrerende direktør.
Jørgen Strøjer er femte generation i Strøjer Tegl og nærmest født med ler under neglene. Han ser mange muligheder, som slet ikke er blevet udnyttet endnu. Ansættelsen af Flemming Rasmussen sker for at give Jørgen Strøjer mulighed for at fokusere på udviklingen af nye innovative teglprodukter.

- Vi oplever et stigende ønske fra vores kunder om at kunne levere nye produkter i tegl. Tegl er et fantastisk byggemateriale, som kan bruges til meget andet end mursten. Jeg tror, at hvis byggebranchen og arkitekterne går sammen, kan der skabes spændende og innovative løsninger, som kan bruges til at skabe nytænkende arkitektur. Det er en del af Strøjer Tegls strategi for de kommende år at udvide den innovative dialog med Strøjer Tegls samarbejdspartnere, siger Jørgen Strøjer.

45-årige Flemming Rasmussen er oprindeligt uddannet produktionsingeniør og kommer fra et job som divisionsdirektør for ’Assembly & Towers’ hos Vestas. Han har desuden en baggrund som produktionsdirektør i Rationel Vinduer. Flemming Rasmussen har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med linket mellem produkt, produktion og salg, og disse erfaringer skal nu være med til at konsolidere Strøjer Tegls position som en betydelig aktør i branchen.

Flemming Rasmussen har i den seneste tid været en del af Strøjer Tegls bestyrelse og træder den 2. april ind som administrerende direktør. Det er første gang i teglværkets 150-årige historie, at den daglige leder bliver en anden end ejeren selv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078