23948sdkhjf

Henning Larsen Architects åbner sit syvende kontor

Den danske tegnestue etablerer sig i Hongkong. Målet er flere projekter i Kina og Sydøstasien.
Mange steder i Asien efterspørges viden og erfaring med bæredygtig arkitektur og byudvikling, og det nye Hongkong-kontor er allerede i gang med et projekt i Yuhang i Kina.

- Det er en del af vores strategi at søge nye projekter globalt. Kontoret i Hongkong er en milepæl i virksomhedens internationale udvikling, og det styrker os fagligt. Hongkong er en bro til Kina, hvor væksten er høj, siger administrerende direktør Mette Kynne Frandsen.

Kontoret ledes af Elva Tang, der er født og opvokset i Hongkong. Hun er uddannet som arkitekt i USA og har siden 2004 været tilknyttet Henning Larsen Architects. Kontorets kreative leder er Claude Bøjer Godefroy. Han er dansk-fransk og uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus. Han har blandt andet været designarkitekt hos Ateliers Jean Nouvel og har tidligere arbejdet med flere konkurrencer i Kina for Henning Larsen Architects.

- Hongkong er et meget dynamisk og godt sted for kreative virksomheder. Skandinavisk arkitektur er kendt for kvalitet og bæredygtighed. Det er efterspurgt i Asien. Med Elva Tang og Claude Bøjer Godefroy som ledere af kontoret har vi to arkitekter, der er ’born global’ og har et solidt kendskab til Asien, siger Mette Kynne Frandsen.

Det første projekt, som medarbejderne på Hongkong-kontoret skal arbejde med, er et nyt kulturelt område i Yuhang lige nord for millionbyen Hangzhou i det østlige Kina. Henning Larsen Architects skal tegne et 70.000 kvadratmeter stort området, der blandt andet skal rumme en opera, et teater, to museer og en kunstskole. Opgaven er vundet i en international konkurrence.

Henning Larsen Architects har i dag kontorer i København, Oslo, Færøerne, München, Istanbul, Riyadh og Hongkong. Virksomheden beskæftiger 229 medarbejdere fra 32 lande.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109