Rambøll fortsætter væksten og sætter rekord i Danmark
Den danske rådgiverkoncern løftede omsætningen med 200 mio. kr. i 2013 og rundede for første gang 10.000 ansatte. Året blev det hidtil bedste i Danmark.
- Hovedparten af vores forretning er meget sund og har forbedret sin performance i 2013 på trods af svære markedsvilkår, siger Rambølls koncernchef, Jens-Peter Saul.
Væksten skyldtes primært en positiv udvikling i omsætningen i Storbritannien, Danmark, Mellemøsten og Norge og i forretningsenhederne Energi og Management Consulting. I lokale valutaer steg omsætningen med 5 %, hvoraf den organiske vækst udgjorde 4 %.
- Hovedparten af vores forretning er meget sund og har forbedret sin performance i 2013 på trods af svære markedsvilkår. Det er også tilfældet i vanskelige markeder, som for eksempel Finland, hvor vores forretningsenhed har forbedret sit resultat på trods af de nuværende negative effekter af finanskrisen i landet, siger koncernchef Jens-Peter Saul.
Driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) blev på 390 mio. kroner sammenlignet med 406 mio. kroner i 2012. Driftsmarginalen udgjorde 5,0 %, hvilket er 0,4 % lavere end året før (5,4 % i 2012). Ifølge koncernchefen skyldes den lavere driftsmarginal primært færre arbejdsdage i 2013 (0,4 %), udfaldet af en gammel voldgiftssag (0,2 %) samt øgede interne investeringer i virksomhedens program for at forbedre produktivitet og konkurrencedygtighed (0,2 %).
Den positive trend afspejles også i Rambølls stærke likviditetsudvikling i det forløbne år. Virksomheden opnåede således en cash conversion på 129 % i 2013.
Stærkt resultat i Danmark
I Danmark opnåede Rambøll sit hidtil bedste resultat i 2013. Blandt de danske forretningsenheder steg omsætningen til 2,9 mia. kroner i 2013 (2,8 mia. kroner i 2012), mens driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) landede på 235 mio. kroner mod 216 mio. kroner året før. Resultatet betød, at driftsmarginalen i Danmark voksede til 8,0 % (7,6 % i 2012).
På medarbejdersiden voksede Rambøll globalt med ca. 400 medarbejdere i 2013. Alene i Danmark blev det til 200 nye kolleger, således at Rambøll i alt har 3.110 ansatte i Danmark.
Læs også:
FRI: 2013 ligner et rekordår
Cowi leverer rekordregnskab for 2013