23948sdkhjf

Årets unge rådgiver er kåret

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, hædrer forretningschef Stefan Schmidt fra Niras som årets unge rådgiver. Han får prisen for sin dybe viden og tekniske indsigt om vandværker og sin evne til at skabe værdi for kunderne.
Blandt et felt af skarpe unge hjerner er Stefan Schmidt fra Niras i år blevet udvalgt til Årets Unge FRI-rådgiver. Det er først og fremmest for sin indsats som bygherrerådgiver på opførelsen af et nyt Truelsbjerg Vandværk for Aarhus Vand – fremtidens vandværk. Projektet har med sin tilgang til design, materialevalg, teknologi og projektform samt høje fokus på drikkevandssikkerhed flyttet branchen i Danmark.

- Stefan Schmidt har en ekstrem høj faglighed, som han har gjort klogt brug af, når han har skullet løse opgaver inden for vandsektoren. Han har ikke bare skabt værdi for sin virksomhed Niras, han har også skabt værdi for kunderne. På den måde har han løftet anerkendelsen af den samlede rådgivende ingeniørbranche. Det gør ham ikke blot til en fortjent vinder af Årets Unge FRI Rådgiver - det gør ham til en rollemodel for hele branchen. Der er ingen tvivl om, at Stefan med sine høje faglighed kombineret med god forretningsforståelse har en lovende karriere foran sig, udtaler direktør i FRI Henrik Garver.

Stor kundeforståelse
Stefan Schmidt har om nogen stået i mesterlære. Han blev født ind i familie-virksomheden Vand-Schmidt og har været med både som arbejdsdreng, studentermedhjælp, ingeniør og bestyrelsesmedlem. Det har givet Stefan Schmidt en unik indsigt i forsyningsbranchen.

- Stefan Schmidt forstår, at den afgørende del af kundedialogen er at lytte og forstå kundernes ønsker og behov, før man byder ind med løsningsforslag. Kundeforståelsen kan ses på top- og bundlinje. I rollen som team- og markedschef og fra sommeren 2012 som forretningschef har Stefan Schmidt en veldokumenteret ’track record’, der viser værdien af hans kundeforståelse. Han har på kort tid formået at løfte Niras til en central markedsposition, siger administrerende direktør Carsten Toft Boesen.

Med titlen som årets unge rådgiver i Danmark følger et syv måneder langt uddannelsesprogram i ledelse, som International Federation of Consulting Engineers (FIDIC) står for. Med kåringen er Stefan Schmidt desuden automatisk med i konkurrencen om at blive årets unge rådgiver i Europa. Kåringen finder sted i Warszawa den 23. maj 2014 i regi af European Federation of Engineering Consultancy Associations (EFCA).

Opførelsen af Truelsbjerg Vandværk har, ifølge FRI, sat en ny standard for teknisk design af vandværker i Danmark. Det betyder, at der i dag er flere nye vandværker, som anvender projektets design af processer til drikkevandssikkerhed, vandbehandling og tekniske design af beholdere til rent vand herunder de specielle stålkonstruktioner og tryksatte behandlingsanlæg. Det nye Truelsbjerg Vandværk bliver anlagt ved siden af det eksisterende vandværk under titlen fremtidens vandværk og skal også fungere som et forskningsværk, hvor nye teknologier kan afprøves.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078