Elsikkerheden stadig for dårlig på byggepladserne
Antallet af fejl med el på danske byggepladser er på et uændret niveau. Der skal strammes op, lyder det fra både Dansk Byggeri, 3F og Dansk El-Forbund.
I 2012 fandt Sikkerhedsstyrelsen i gennemsnit tre fejl med el pr. byggeplads ved de 819 tilsyn, styrelsen gennemførte. Problemer med fejlstrømsafbrydere, der ikke virker, eller jordspyd, som ikke er banket tilstrækkeligt langt ned, findes desværre stadig i samme omfang som hidtil. Antallet af fejl er således ikke blevet mindre i 2013, hvor Sikkerhedsstyrelsen var på besøg på 102 byggepladser.
Fra Dansk Byggeri over 3F til Dansk El-Forbund er der derfor enighed om, at der skal strammes op på de danske byggepladser, så elsikkerheden kommer i orden alle steder.
Bygherrens ansvar
- De mange fejl skyldes manglende viden, og at forskellige faggrupper kommer ind over el installationerne. Men det ændrer ikke på, at elsikkerheden skal være i orden, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen, til Avisen.dk.
Hun påpeger, at elsikkerheden og overholdelse af loven på en byggeplads er bygherrens ansvar.
I Dansk Bygger bakker man ligesom i resten af branchen op om, at niveauet skal hæves. Her vil man forsøge at hjælpe de rådgivere, som på vegne af en bygherre skal have styr på den relevante lovgivning.
Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeris arbejdsmiljøchef, forklarer til Avisen.dk, at man derfor opretter en hotline fra 1. april, hvor rådgivere kan søge hjælp til om krav til sikkerheden.