23948sdkhjf

Risikovillige investorer ønsker sig flere ’rigtige’ projekter

Jesper Jarlbæk, formand for Business Angels Copenhagen, og Kenneth Larsen, partner i Keystones, reflekterer over byggeriets udviklingsprojekter og vejen til den risikovillige kapital.
Byggeriet er ikke de risikovillige investorers første valg, når der skal investeres i nye forretningskoncepter. Det er den korte historie, når man kigger ud over landskabet for ventureinvesteringer i Danmark.

Investeringer med risikovillig kapital er typisk karakteriseret ved relativt høj risiko, men indebærer omvendt mulighed for store afkast. Som virksomhed eller iværksætter er det ikke let at opnå kapitalindskud fra en risikovillig investor, og relativt få virksomheder kommer gennem nåleøjet.

Byggeriets små og mellemstore virksomheder har historisk set ikke tradition for at være aktivt opsøgende i forhold til den risikovillige kapital. Omvendt har der heller ikke været vist nogen særlig interesse i byggeriets virksomheder, fra investorernes side.

Ikke tradition for at investere i byggeriet
Ifølge formanden for BAC, Jesper Jarlbæk, er der ikke tradition for at investere i byggeriet inden for rammerne af Business Angels i Danmark. Her ligger fokus hovedsageligt på Cleantech, Medico og i særlig grad IT. IT-virksomheder er ’born global’ og ligger traditionelt inden for den exithorisont på fem år, som er Business Angels’ foretrukne, før de sælger virksomheden videre.

På den anden side understreger Jesper Jarlbæk sin oplevelse af, at Business Angels i tiltagende grad efterspørger investeringsmuligheder i ’rigtige’ projekter og virksomheder. Med dette skal forstås, virksomheder, der bygger på et mere klassisk produktperspektiv.

- Der er her er en oplagt mulighed for projekter inden for byggeriet, fordi de udviklede produkter ofte udmønter sig i fysiske komponenter, styringsredskaber og andre koncepter, som er lette at forstå fordelene ved, fortæller Jesper Jarlbæk.

Grundlægger og partner i Keystones, Kenneth Larsen er enig i det synspunkt. Keystones driver sekretariatet for store dele af de danske Business Angels netværk, og screener op mod 250 virksomheder årligt. Kenneth Larsen udtaler:

- Byggebranchens konservative image er et problem i en risikovillig kapital sammenhæng. Men hele cleantech- og vandtechbølgen er jo også en integreret del af byggeriet, og her er der en række aktive investorer.

Projektpræsentation skal være original
Ofte er det også et spørgsmål om måden man præsenterer sit projekt på, der kan være afgørende for at vække investorernes interesse. Her efterspørger både Kenneth Larsen og Jesper Jarlbæk nytænkning i forhold til ansøgninger fra virksomhederne generelt. Investorerne vil ikke nødvendigvis altid se forretningsplanen, men hellere en gennemarbejdet investor-præsentation, der forstår at fange investorernes opmærksomhed, fordi den er original.

Konceptet skal dække et reelt behov i markedet
Et andet forhold, der har betydning for ventureinvestorerne er, hvor tæt virksomheden er på kunden. Hvor tæt er man på at skrive den første faktura, eller har man måske allerede sendt et par af sted? Med andre ord: er der tale om et eksisterende kundegrundlag? Om end det er lille, så har det betydning for investorernes beslutning.

Ved at kunne påvise eksisterende og potentielle kunder sandsynliggør man, at det udviklede koncept dækker et reelt markedsbehov, og dette vil altid være sagens kerne, når der investeres i nye, risikofyldte projekter og nyopstartede virksomheder.

Innovationsradar.dk indleder jagten på den risikovillige kapital
Innovationsradar.dk er et udviklingsprojekt, etableret af Realdania med udgangspunkt i, at byggeriet typisk har været dårlig til at udnytte de mange støtte- og tilskudsmuligheder,

Innovationsradar.dk holder sit årlige gå-hjem-møde den 3. april 2014, hvor netop Kenneth Larsen fra Keystones går på talerstolen for at fortælle om sine mangeårige erfaringer med investering af risikovillig kapital. På gå-hjem-mødet lanceres også Innovationsradar.dk’s nye vejledende pjece, der sætter fokus på udviklingsprojekters overgang til markedet og præsenterer værktøjer til, hvordan man skaffer den sidste nødvendige kapital.

Mødet afholdes hos Fiberline Composites i Middelfart. Hvis du vil vide mere eller tilmelde dig gå-hjem-mødet skal du kontakte Mie Wittenburg: mw@smithinnovation.dk. Der er et begrænset antal pladser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111