Endnu et skridt mod Middelfarts nye rådhus
Planforslagene for et nyt bycenter på cirka 16.500 m² til rådhus, boliger og butikker er sendt i offentlig høring af byrådet i Middelfart.
Planforslagene har til formål at styrke livet i Middelfart midtby ved at indpasse nye, blandede byfunktioner. Konkret er planen af bygge et bycenter med både rådhus, butikker og boliger tæt ved havnefront og gågade. Bycentret giver desuden mulighed for at samle hele kommunens administration på ét sted. Bycentret bliver på cirka 16.500 m², hvoraf godt 6.000 m² er boliger og cirka 3.200 m² er butikker.
Tidligere har Middelfart Sparekasse og Kvickly i Middelfart bakket op om projektet ved at indgå en aftale med Middelfart Kommune om sammen at virkeliggøre en vision om et nyt bytorv med både butikker, boliger og et nyt rådhus.
Læs mere: Nyt rådhus og bytorv rykker nærmere i Middelfart
Byrådet vedtog mandag den 3. marts 2014 at sende forslag til lokalplan og tillæg til kommuneplan, som skal danne grundlag for bycenterprojektet, i offentlig høring.
Lokalplanen skal sikre, at byggeriet mod Østergade harmonerer med den omkringliggende købstadsbebyggelse, hvorimod der er givet større frihedsgrader mod Havnegade og Havnefronten. Her er mulighed for, at én enkelt punkthusbebyggelse mod Havnegade kan opføres i op til otte etager. Parkering til de nye boliger etableres i p-kælder under byggeriet.