Løjt Kirkeby Fjernvarme renoverer for 30 millioner
I året, hvor Løjt Kirkeby Fjernvarme fylder 25 år, er selskabet parat til at gå i gang med et omfattende renoveringsprojekt til 30 mio. kr.
- Når investeringen er betalt, har vi et anlæg, der er i stand til at sikre forbrugerne en fortsat attraktiv varmepris og en stor forsyningssikkerhed, siger varmemester Thomas Olsen.
Projektet, der er afhængig af en kommunegaranti, ventes færdigt i november eller december.
Parat til at tilslutte nummer 800
Løjt Fjernvarme er en succeshistorie. Da værket for 25 år siden blev etableret havde det 240 andelshavere. I dag er man parat til at tilslutte forbruger nummer 800. Det betegnes som en succes bl.a. fordi, der i Løjt Kirkeby ikke er lokalplanmæssige krav om tilslutning til fjernvarmenettet.