1.500 malermestre står uden overenskomst
Forhandlingerne mellem Danske Malermestre og Malerforbundet i Danmark er brudt sammen.
Dermed står omkring 1.500 malermestre - der repræsenterer en samlet lønsum på godt 1,9 milliarder kroner - og de ansatte malersvende uden ny overenskomst.
Parterne har ikke aftalt nye møder, og derfor er en kommende overenskomst sendt videre til forligsmandsinstitutionen. Malerfaget i Danmark bliver nu omfattet af et samlet mæglingsforslag.
- Malerforbundet ønskede ikke at indgå en aftale om østarbejdskraft som den, Dansk Byggeri og 3F indgik i søndags. Og fra vores side må vi også erkende, at vi er noget forbeholdne over for aftalen. Dermed må de fortsatte forhandlinger varetages af forligsmanden, hvad jeg kun kan beklage, siger Danske Malermestres formand, Per Vangekjær.