Cowi leverer rekordregnskab for 2013
Væksten fortsætter i den danske rådgivningskoncern, som i 2013 præsterede sit hidtil bedste driftsresultat.
- Vi har både set flot vækst i vores traditionelle kernemarkeder i Skandinavien og i vores internationale forretning, ikke mindst i Nordamerika. Samtidig har vi strømlinet forretningen, så vi er blevet endnu mere konkurrencedygtige, siger koncernchef Lars-Peter Søbye.
Cowis strategi er centreret om at være stærkt repræsenteret i Skandinavien og være bedst i verden på udvalgte specialistydelser. Som led i denne strategi købte koncernen i 2013 den amerikanske tunnelekspert Jenny Engineering Corporation samt fire andre mindre, skandinaviske virksomheder, herunder Vattenfalls danske ingeniørafdeling. Ifølge Lars-Peter Søbye betyder det, at Cowi nu er førende i Skandinavien inden for bæredygtig produktion af varme og energi.
- Det glæder mig meget, at vi nu for alvor ser resultatet af denne strategi, som vi også kommer til at fortsætte med. Særligt vil vi fokusere vores indsats inden for infrastruktur, vand og energi, som er de områder, hvor vi forventer vækst i fremtiden, siger koncernchefen.
Nye projekter sikrer fremtidig vækst
Cowis internationale førerposition har betydet, at virksomheden har vundet en række internationale projekter det seneste år. Cowi skal blandt andet projektere to skråstagsbroer i russiske Skt. Petersborg, udvide Stockholms havn og har desuden ansvaret for flere tunneller og stationer i Qatars nye metro.
Samtidig skal Cowi projektere en række papirfabrikker i Rusland og Tyrkiet, ligesom virksomheden skal stå for projekteringen af St. Croix Bridge i Minnesota, USA. I Danmark er koncernen involveret i byggerier af letbaner i Odense, Aarhus og Aalborg samt en udvidelse af sygehuset i Aabenraa.
- Det viser, at skandinavisk know-how stadig er i høj kurs på det internationale marked, og at vi kompetencemæssigt er i stand til at konkurrere med de store globale aktører. For at vinde de store projekter er det dog også afgørende med et konstant fokus på procesoptimering og omkostningsreduktioner, så det er muligt at være konkurrencedygtig i et ekstremt prisfokuseret marked. Dét er lykkedes for Cowi hen over de sidste år, og derfor tror jeg på, at vi vil fortsætte væksten og øge lønsomheden i de kommende år, slutter Lars-Peter Søbye.