Skyhouse i Horsens koster dyrt
Horsens nye vartegn Skyhouse, der skal bygges på havnetrekanten, kommer til at koste ca. 300 mio.kr. Lokalerne i bygningen udlejes for 20.000 kr. pr kvm.
Prisen for at leje et erhvervslokale i byggeriet, bliver ikke helt billig. Foreløbigt lyder prisen på 20.000 kr. pr. kvm. Det oplyser Horsens Folkeblad i dag.
- Jeg går ud fra, at ejendomsselskabet vil tilstræbe den mindst mulige pris for byggeriet, men et godt bud er 20.000 kr. pr. kvm, siger Orla Kjeld Bothe, der er projektchef hos Nybolig Erhverv og som står for udlejningen af lokalerne i byggeriet til avisen.
Selvom byggeplanerne kun lige er blevet offentliggjort, er udlejningen af lokalerne allerede gået i gang. Ifølge Orla Kjeld Bothe er de øverste etager i højhuset allerede reserveret.
Ejendomsselskabet Casa skal bygge vartegnet, som vil blive indviet den 31. december 2009.