Nyt pakhus skal løfte Thorupstrand
Frisk fisk af høj kvalitet og fiskeri, der understøtter en unik kystkultur og skåner naturen. Det er hovedtankerne i et nyt fiskepakhus og landingsanlæg ved Thorupstrand i Nordvestjylland.
2
Billeder
Pakhuset har gode forhold for fiskerne, som nu har let adgang til is og kølerum. Samtidig giver de nye faciliteter fiskepakhusets medarbejdere og lokalsamfundets unge, der mødes og renser fisk på pladsen ved pakhuset, moderne og sikre arbejdsforhold. (Foto: Kirsten Monrad Hansen)
Pakhuset er 1.000 m² har faciliteter til at håndtere helt frisk fisk – fra bådene lander på stranden, til fisken sendes ud til forbrugerne. Blandt andet er der et moderne skinne- og løftesystem, så landingerne kan håndteres i fællesanlægget. Desuden sikrer temperaturstyring og det fysiske flows entydige vej fra båd til kølebil, at der bruges mindst mulig arbejdskraft, kropsbelastninger og modgående produktstrømme i landingspladsens overdækkede anlæg.
Fiskepakhuset er indrettet, så det er med til at bevare det naturskånsomme kystfiskeri og samtidig videreudvikle kystfiskeriet som nicheproduktion. Dermed understøtter fiskepakhuset både arbejdspladser og den særlige kystkultur, som er ved Thorupstrand og Slette-strand.
Arkitekterne bag pakhuset, som er bygget i beton med en træfacade og tagpaptag, er Brøgger Arkitekter. Huset har saddeltag, der en kendt bygningsform langs den jyske vestkyst. Der er generelt lagt vægt på, at huset er formet efter naturen og andre huse omkring det. Indvendigt er alle overflader i de rum, hvor fisken bearbejdes og opbevares, lette at gøre rene. Pakhuset har også et solfangeranlæg, der leverer strøm til husets kølesystem og ismagasin.
Økonomi og ejerforhold
Projektet har et budget på knap 22 mio. kr. Projektet har modtaget støtte fra NaturErhvervsstyrelsen, Region Nordjylland, Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania.
Thorupstrand Landingsplads Pakhusforening er ejer af det nye fiskepakhus og vil stå for dets drift. Thorupstrand Samlecentral og Thorupstrand Fiskercompagni vil gøre brug af anlægget.
Fiskepakhuset indvies officielt tirsdag den 11. marts kl.13. Ved arrangementet taler blandt andre Mogens Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune og Anna Mette Exner, arkitekt, Brøgger Arkitekter.