23948sdkhjf

Mennesket får central plads i ny arkitekturpolitik

Landdistrikterne, ressourceforbrug og mennesket spiller centrale roller i regeringens ny arkitekturpolitik, der skal skabe bygninger, byrum og byer, som det er rart for danskerne at leve i og med.
Med kulturminister Marianne Jelved i spidsen lancerer fire ministre i dag regeringens nye arkitekturpolitik.

En politik, der skal sætte fokus på tidlig involvering af borgerne, lavere ressourceforbrug, renovering og vedligeholdelse af bygningerne i landdistrikterne.

- Vi skal bygge for mennesker. Vi skal skabe byer og steder, hvor det er godt at være, hvor vi kan møde hinanden i stimulerende omgivelser, og hvor bygningerne samtidig er en del af løsningen på udfordringer inden for blandt andet vækst, energi og fraflytning, siger Kulturminister Marianne Jelved forud for lanceringen i Carlsberg Byen i dag.

Nytænkning, transformation & bæredygtighed
Udover Kulturminister Marianne Jelved tæller kvartetten bag arkitekturpolitikken minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen, miljøminister Kirsten Brosbøl og klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

- Arkitekturpolitikken er central i den udvikling, vi ser nu, hvor folk flytter fra land til by. I mange købstæder er rådhuset tomt, og det samme er stadig flere butikker i gågaden. Derfor skal byer, områder, bygninger og boliger transformeres og nytænkes, så de kan indgå i nye sammenhænge og give mening i en bæredygtig fremtid i landdistrikterne. Her ligger en stor opgave for kommuner, arkitekter og planlæggere i at sikre arkitektonisk kvalitet i denne omstilling og udvikling, siger Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl supplerer:

- I de kommende årtier vil stadig flere mennesker søge mod byerne. Det stiller store krav til den måde, vi indretter os på, for flere mennesker samlet på få steder betyder mere støj, trængsel og luftforurening. Derfor skal vi allerede nu have fokus på bæredygtighed i vores arkitekturpolitik, så vi tager hånd om de udfordringer, der vil komme i forbindelse med et højere ressourceforbrug, større mængder affald og klimaforandringer. De udfordringer skal vi løse i tæt samarbejde med borgerne, erhvervslivet og kommunerne, for borgerviljen og lysten til at medvirke til forandring er i høj grad til stede.

Arkitekturpolitikkens indsatsområder
  • Børn, unge og voksne får bedre mulighed for at møde arkitekturen med en række nye undervisnings- og formidlingstilbud, der er tilpasset nye medier og platforme, og som kobles til Fælles Mål og folkeskolereformen.
  • Kommunerne tilbydes en række faciliteter og rådgivning til at udvikle deres egne, lokale arkitekturpolitikker. Der lægges vægt på, hvordan en arkitekturpolitik i kommunerne kan bidrage til at håndtere de udfordringer, som kommunerne står over for med hensyn til at tiltrække borgere og modvirke social ubalance, samt med at der opstår udsatte boligområder.
  • Regeringen vil sætte fokus på arkitektur og bæredygtighed – miljømæssigt, socialt og kulturelt – ved blandt andet at udvikle en strategi for bæredygtig byplanlægning og sætte en lang række eksempelprojekter i gang, der viser, hvordan arkitekturen kan styrke bæredygtigheden i hele landet.
  • Regeringen sætter fokus på arkitekturens værdiskabelse og på arkitektonisk kvalitet og totaløkonomien i bygge- og anlægsprojekterne. Der sættes ligeledes fokus på eksport og international markedsføring af dansk arkitektur


Embedsmandsgruppe skal sikre indsatsen
For at sikre en bredt forankret opfølgning på indsatserne nedsætter regeringen en tværministeriel embedsmandsgruppe, der fremover skal koordinere statens arkitekturpolitiske indsatser i dialog med aktørerne på arkitekturområdet.

Arkitekturpolitikken er udarbejdet i samarbejde mellem Kulturministeriet, Miljøministeriet, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Transportministeriet, Udenrigsministeriet, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Undervisningsministeriet, Social-, Børne- og Integrationsministeriet og Sundhedsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078