23948sdkhjf

Roust Træ rejser sig efter konkursen

Konkursen hos E. Pihl & Søn trak blandt andre Roust Spær A/S med sig i faldet, men takket være stædighed og hård vilje er familievirksomheden nu tilbage på fode.
Det vakte stor opstandelse i byggebranchen og dansk erhvervsliv generelt, da E. Pihl & Søn den 26. august sidste år måtte indgive konkursbegæring.

Roust Spær A/S var ingen undtagelse, for med en fyldt ordrebog – hvor opgaven fra E. Pihl & Søn alene tegnede sig for en tredjedel – stod det hurtigt klart, at entreprenørgigantens fald også ville gøre ondt hos familievirksomheden fra Årre øst for Esbjerg.

Læs også: Jyske firmaer ramt af Pihl-konkurs

- Vi var fra starten helt bevidste om, at det var katastrofalt, og vi vidste godt, at vi var nødt til at indgive en erklæring om rekonstruktion, fortæller adm. direktør Robert Pedersen, som dog måtte droppe planerne om en rekonstruktion efter bare 14 dage.

En ny kurator gjorde nemlig Roust Spær opmærksom på, at virksomheden efter en rekonstruktion fortsat ville stå med medarbejderforpligtelserne i en fortsættelse af driften. Det gav en økonomisk belastning, som Roust Spær ikke kunne klare, og derfor indgav kurator den 20. september en konkursbegæring på vegne af selskabet, mens alle ansatte blev sendt hjem.

Sammen med sin bror, Erik Pedersen, og dennes ældste søn, Claus Pedersen, dannede Robert Pedersen selskabet Roust Træ A/S, og efter knap to ugers forhandlinger lykkedes det at nå til enighed med kurator om at overtage Roust Spær med henblik på videre drift.

Læs også: Nyt Roust-firma vil genoptage produktionen

- Viljen til at føre virksomheden videre har hele tiden været der. Vi sidder i dag med både tredje og fjerde generation ansat, og det gør nok, at vi har en anden indstilling til det. Der har helt klart været følelser involveret, men arbejdspladserne stod også meget højt for os. Der var flere bud på firmaet, men vi vidste, at nogle af dem bare havde planer om at lukke det ned. Derfor stod kampen for de lokale arbejdspladser meget højt for os, fastslår Robert Pedersen, som officielt kunne lade familievirksomheden genopstå under navnet Roust Træ A/S den 2. oktober.

Siden da er det gået slag i slag for familievirksomheden, som med en arbejdsstyrke på cirka 60 mand i dag beskæftiger halvt så mange ansatte, som før konkursen hos E. Pihl & Søn.

- Det er gået efter planen ind til videre, og vi overholder på sjette måned det budget, vi har lagt for driften. At vi overhovedet turde gøre det her skyldes, at vi havde så flot en ordrebeholdning, og det har været fantastisk at opleve den sympati og accept fra kunder og leverandører i forhold til de betingelser, vi har været ramt af, siger Robert Pedersen, som havde omkring 20 mio. kr. til gode hos E. Pihl & Søn, da entreprenøren gik konkurs.

Læs også: Roust Spær genopstår

Familien bag Roust Træ har med andre ord taget sin del af slagene, og det er derfor ikke uden stolthed, at Robert Pedersen i dag kan se virksomheden køre videre under nyt navn. I det hele taget ser Robert Pedersen nu fremad og glæder sig over, at omgivelserne har gjort det samme.

- Vi har ikke oplevet nogen sure miner på grund af vores konkurs. Det skete jo af eksterne årsager, som vi ikke havde en jordisk chance for at gøre noget ved. Det har der været bred forståelse for, både blandt kunder og leverandører. Og især her i lokalområdet har vi mærket, at sympatien lå hos os, konstaterer Robert Pedersen med tilfredshed.

Artiklen er en del af temaet Efter konkursen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109