23948sdkhjf

Boligselskab bygger hus på toppen af Kilimanjaro

Ledergruppen hos Boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg vil i den kommende uge bestige Afrikas højeste bjerg.
Fredag den 28. februar flyver ledergruppen i Boligselskabet Sct. Jørgen, i alt 10 personer, til Tanzania, og søndag den 2. marts starter de den ugelange vandring til toppen af det 5.895 meter høje bjerg, kaldet Afrikas Tag.

- Bestigningen af Kilimanjaro er en spændende oplevelse og en stor udfordring i sig selv. Men den er meget mere end det. Formålet er nemlig også at gøre deltagerne til endnu bedre ledere og et endnu mere velfungerende team. Til gavn for både beboere og medarbejdere, siger boligselskabets direktør Hans Erik Lund, som selv tager turen til den smukke bjergtinde.

- At gennemføre en så lang og strabadserende vandring kræver både, at hver enkelt mobiliserer al sin fysiske og psykiske styrke, og at vi som gruppe står sammen om at overvinde de forhindringer, vi møder undervejs, så vi alle når det fælles mål: Toppen af Kilimanjaro. Vi vil lære vores stærke og svage sider at kende, udvikle os som hold samt styrke vores sammenhold og samarbejdsevner. Egenskaber, som vi kan bruge i vores daglige arbejde herhjemme, siger Pernille Balle Rasmussen, der er boligselskabets HR-ansvarlige og selv med på Kilimanjaro-turen.

Lang forberedelse
Gennem det seneste halve år har ledergruppen trænet for at være bedst muligt forberedt på de anstrengelser, som venter dem i Afrika. Træningen har været tilrettelagt af bjergbestiger og coach, Mogens Jensen, der også bliver guide på turen op og ned ad Kilimanjaro, som han selv skal bestige for første gang.

- Alle har arbejdet seriøst og målrettet med træningen, så de fysisk, mentalt og socialt kan løse opgaven i Afrika, herunder også håndtere de store højdeforskelle, så vi undgår højdesyge. Denne udfordring har vi arbejdet specifikt på at løse, blandt andet ved at løbe/gå 102 gange op ad alle trapperne på Viborg Sygehus. Det svarer til godt 4.000 højdemeter, forklarer Mogens Jensen.

Bygger hus på bjergets top
Johannes Stensgaard, der er formand for Boligselskabet Sct. Jørgen, er stolt og imponeret over ledergruppens beslutning om i fællesskab at besejre Kilimanjaro.

- Engagerede og dynamiske medarbejdere er afgørende for drift og udvikling af et godt boligselskab, og jeg er sikker på, at vi får et endnu bedre lederteam tilbage fra Afrika, til glæde for os alle. At de oven i købet bruger deres fritid og selv betaler for turen, fortæller vist alt om, hvor dedikerede de er til deres arbejde, siger Johannes Stensgaard, der ser det som et både symbolsk og reelt udtryk for ånden i Boligselskabet Sct. Jørgen, at hver deltager i sin rygsæk har et byggeelement til brug for opførelse af et lille træhus med boligselskabets logo på. Kun ved fælles hjælp og gensidig støtte kan huset bygges på toppen af Kilimanjaro.

- Vi har vist kun fået en midlertidig byggetilladelse, og det vil nok også være lidt for dyrt at skulle vedligeholde et hus helt deroppe. Huset vil derfor blive pakket sammen og taget med, når vores folk igen forlader Kilimanjaro, tilføjer Johannes Stensgaard med et glimt i øjet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.25