Ja til ny centerbebyggelse i Solrød Center
Byrådet i Solrød har endeligt vedtaget en ny lokalplan, som muliggør et nyt byggeri med 26 boliger og dagligvarebutik i den nordøstlige del af Solrød Center.
Centerbebyggelsen skal rumme en dagligvarebutik samt 26 boliger. Boligerne udformes som punkthuse i op til fem etager, hvor øverste etage udformes som penthouse.
Dagligvarebutikken tilknyttes Solrød Center via en nyetableret stiforbindelse til centergaden, så det i størst mulig grad bliver koblet til det øvrige Solrød Center. Oven på dagligvarebutikken vil der i 1. sals højde blive indrettet en fælles taghave for bebyggelsens boliger. Alle boliger vil desuden have adgang til altaner eller egne terrasser.
Under bebyggelsen indrettes kælder, der vil rumme parkeringspladser, teknik og pulterrum for boligerne.
I terræn indrettes parkeringspladser samt vejforbindelse til Solrød Byvej og Solrød Strandvej.