23948sdkhjf

Flere vindmøllehaller til Siemens Wind Power

MT Højgaard er nu klar til at aflevere sidste etape af 24.200 kvm. vindmøllehaller til Siemens Wind Power i Aalborg. Byggeriet har taget 11 måneder. Og det er ca. 50 % hurtigere end det normalt ville tage at bygge et sådant projekt.
Hvis bygge- og anlægsbranchen førte officielle statistikker på byggehastigheden ville MT Højgaard på denne opgave være helt forrest i byggefeltet. For så stort et byggeri tager normalt halvandet år at opføre.

- Vi fremlagde en meget ambitiøs tidsplan, da vi udbød projektet. Flere interesserede entreprenører kastede simpelthen håndklædet i ringen, da de så tidsplanen. Men MT Højgaard tog opgaven og har holdt tidsplanen til punkt og prikke, siger fabrikschef Søren Kringelholt Nielsen fra bygherren Siemens Wind Power A/S.

Flere medarbejdere
De nye vindmøllehaller har givet plads til at udvide virksomhedens medarbejderstab med 200, så Siemens Wind Power i Aalborg nu beskæftiger ca. 550 medarbejdere.

Projektleder Lars Didriksen fra MT Højgaard har haft ansvaret med at samle trådene i det store byggeri, hvor Siemens Wind Power skal fremstille selve vingerne til de store vinmøller. Han kan godt mærke, at der har været tryk på.

- Vi har slået alle rekorder, fordi alle i processen – bygherre, underentreprenører og os selv – har vist stor evne og vilje til at samarbejde. Ellers var vi aldrig nået i mål med så stort et projekt. For at løse denne type entreprenøropgaver er vi som bygge- og anlægsfolk naturligvis meget afhængige af de samarbejdspartnere, som vi udvælger. Og samarbejdet mellem underleverandørerne har været forbilledligt, siger Lars Didriksen.

Ufravigelige krav
Siemens Wind Power havde på forhånd opstillet nogle ufravigelige krav til eksempelvis sikkerheden i fabrikkens malerhaller, hvor vindemøllevingerne bliver malet. Malerdampe kan nemlig udløse eksplosioner, hvis man ikke sikrer el-installationerne.

Et andet ufravigeligt krav i kontrakten var, at Siemens kunne tage byggeriet i anvendelse løbende, så snart en byggeetape var overstået.

MT Højgaard har ellers haft meget frie hænder med at tilrettelægge og gennemføre byggeriet. Og Søren Kringelholt Nielsen fra Siemens Wind Power er godt tilfreds med resultatet.

- Vi har fået et kvalitetsbyggeri, som vi alle er glade for, konstaterer Søren Kringelholt Nielsen, der fra den 8. september kan gå i gang med at male de kæmpemæssige vindmøllevinger i den splinternye malerhal.

Kilde: MT Højgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125