Mindre trængsel og billig infrastruktur
Statens milliardstore budgetoverskud på vejbyggeri bør gå til nye vejprojekter, så vi undgår dyr og tidskrævende trængsel, skriver direktør Anders Hundahl fra Asfaltindustrien i dagens klumme.
Det er afgørende, at de 3 mia. kr. ikke sendes tilbage til statskassen og bruges til alt muligt andet end veje. Det vil nemlig demotivere en hel branche, der har leveret varen i forhold til de forventninger, Folketinget har. Nu kan samfundet jo være ligeglad med, om vejfolk er demotiverede eller ej. Men det standpunkt er forkert og fører til et samfundsmæssigt tab.
Sagen er nemlig, at hvis en leverandør til det offentlige tilskyndes til at gøre sit arbejde hurtigt færdigt, til at levere god kvalitet, og samtidig anspores til at udvikle og tænke nyt, er der samfundsmæssige gevinster at hente. Både i form billigere og bedre projekter og i form af, at Danmark får et konkurrencedygtigt erhverv, der skaber arbejdspladser og tjene penge til landet.
Derfor forventer Asfaltindustrien, at staten benytter de 3 ekstra milliarder kroner til for eksempel vejvedligeholdelse og til etablering af udvidelser og tilslutningsanlæg til de statslige veje. Alt for tit ser vi nemlig, at dyr og tidskrævende trængsel opstår, når man forlader motorvejen for at holde i kø på et overbelastet, kommunalt vejnet. Og når staten kan hjælpe med for eksempel kommunale letbaner, kan den også hjælpe med veje. Hertil kommer, at vejarbejdet i dag kan udføres med miljøvenlige metoder og produkter, og at velholdte veje også er sikre veje.
En sådan indsats er også i god overensstemmelse med Produktivitetskommissionens rapport, der på side 46 og frem slår fast, at det er mere rentabelt at udnytte de eksisterende veje bedre i forhold til at bygge nyt, og at de mindre (vej)projekter ofte er de mest rentable.
Der er altså samfundsmæssig fornuft i at gøre 'kedelige' vejarbejder til en rentabel, grøn investering, der mindsker trængsel og øger færdselssikkerhed.