23948sdkhjf

Aart Architects skal nytænke Esbjerg Museum

I samarbejde med Expology og Rambøll har Aart netop vundet konkurrencen om at revitalisere Esbjerg Museum, som i fremtiden skal være et ikon for byens historie og kulturliv.
Sydvestjyske Museer og Esbjerg Kommune har efter en prækvalifikation med 20 ansøgere og efterfølgende konkurrence med tre deltagere valgt teamet bestående af Aart Architects, Expology og Rambøll til at renovere Esbjerg Museum og gentænke museets indhold, udstillinger og aktiviteter.

Visionen er at puste nyt liv i museets eksisterende bygninger, så museet bliver en central aktør i forhold til by og borger samt en turistattraktion, hvor nye samarbejdsformer udvikler oplevelsesøkonomien i Danmarks femtestørste by.

- Vi er glade for den tillid, som Sydvestjyske Museer viser os som team. Det er en spændende og krævende opgave, hvor det gælder om at udvikle et fremsynet projekt, der gør det muligt at rejse penge og redefinere museets indhold fra kælder til kvist, siger Torben Skovbjerg Larsen, CEO og partner i Aart Architects.

Museet får ny profil
Med idéprojektet ønsker Sydvestjyske Museer at skabe en ny samlet profil for udstillingsstedet Esbjerg Museum, der i dag lever en ret usynlig tilværelse i byens kulturliv.

- Vi er glade for, at processen for alvor er skudt i gang og har store forventninger til samarbejdet. Vi vil fuldstændig gentænke museets profil og både mentalt og fysisk starte helt forfra, så museet med sin centrale placering kommer til også at spille en central rolle i forhold til en bred vifte af aktører, udtaler Flemming Just, direktør for Sydvestjyske Museer.

Et afgørende næste skridt er nu at udvikle et helt nyt fundament for museet, så det træder i karakter som en central del af turismeudbuddet i Esbjerg. Idéprojektet er en del af projektet ”Destination Sydvestjylland: Samarbejdsformer for succes” og er medfinansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling samt Vækstforum i Region Syddanmark. Første skridt i den videre proces er allerede taget, da der i mandags blev afholdt en stor opstartsworkshop med deltagere fra Esbjergs kultur- og erhvervsliv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142