23948sdkhjf

Endnu et MT Højgaard-byggeri ved Fuglsang Sø

I går blev det første spadestik taget til Søfronten, og MT Højgaard er dermed nu i gang med endnu et byggeri af eksklusive udsigtsboliger ved den kunstige Fuglsang Sø ved Tjørring. Med byggestarten af Søfronten er der for alvor gang i byggeaktiviteten i Hernings nye attraktive boligområde.
Udsigten over Fuglsang Sø var hovedtemaet for Arkitekthuset A/S i Silkeborg, som vandt konkurrencen om at opføre 64 lejligheder på bredden af søen. Hernings nye attraktive boligområde har søen som hovedelement, og derfor får samtlige kommende beboere også fornøjelsen af den – såvel ude som inde.

- Søfronten, som den nye bebyggelse kaldes, er drejet, så samtlige lejligheder i de to længer har udsigt over søen. Og det gælder ikke bare fra altanen, men også fra de vigtigste opholdsrum, fortæller arkitekt Henrik Kamp Ditlev, som har tegnet huset for Arkitekthuset A/S i Silkeborg.

En af udfordringerne er, at der er tale om to store fem etagers ejendomme med mange lejligheder.

- Et stort hus med en ubrudt facade kan virke voldsomt. Derfor har vi lagt vægt på at arbejde med facadespring, opdelinger og proportioner, så fladen bliver brudt, og de enkelte elementer kommer ned i en mindre skala, som passer til mennesker og virker mindre voldsomt, forklarer Henrik Ditlev videre.

MT Højgaard er hovedentreprenør på opgaven, og byggeriet er indflytningsklar den 15. december i år.

Høje krav til det arkitektoniske
- Succesen for hele Fuglsang Sø-området afhænger af dette byggeri, som vil danne præcedens for alle de kommende byggerier. Derfor har vi stillet høje krav til både det arkitektoniske og kvaliteten, sagde borgmester Lars Krarup, Herning Kommune, da han tog det første spadestik.

MT Højgaard bygger også fem såkaldte punkthuse, Fuglsang Næs i området. De er klar til indflytning til jul.

- Vi er meget stolte over, at vi nu opfører to meget spændende og utraditionelle byggerier til eksklusive boliger i dette område ved søen, siger afdelingschef Søren Trærup fra MT Højgaard.

Ejendomsmæglerfirmaet EDC Kofoed & Mikkelsen A/S i Herning, som står for salget af lejligheder til både Fuglsang Næs og Søfronten, oplyser, at der har været en meget stor søgning til begge byggerier.

Kilde: MT Højgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125