Privat byggeskadeforsikring undervejs
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen er på vej med en obligatorisk byggeskadeforsikring for at imødegå forbrugernes problemer med fejl og mangler og skimmelsvamp i privat boligbyggeri. Initiativet er vigtigt i den samlede indsats, der skal forebygge problemer med fejl og mangler i nybyggeri.
Erfaringerne fra Byggeskadefonden for det støttede byggeri viser, at omfanget af fejl og mangler er væsentligt lavere end i det private boligbyggeri. En byggeskadeforsikring virker. Siden fondens oprettelse i 1986 er antallet af byggesager med alvorlige fejl og mangler nedbragt fra 30 pct. til 4 pct. i 2005.
- En obligatorisk byggeskadeforsikring betyder, at de professionelle bygherrer, der bygger og videresælger eller udlejer direkte til privatpersoner, skal tegne en byggeskadeforsikring mod fejl og mangler. Forsikringen indeholder også flere kvalitetstjek af byggeriet, udtaler Bendt Bendtsen, økonomi- og erhvervsminister.
For at mindske problemerne med fugt bliver det desuden et krav, at alt byggeri skal sikres mod vejrlig f.eks. ved at beskytte materialerne på byggepladsen mod regn, ved at bygge taget tidligt i processen, gennem kvalitetsstyring eller ved totalinddækning. Der kommer endvidere krav om øvre grænser for fugten i nye boliger.
Regeringen ser endvidere på, om de eksisterende regler, der skal sikre os mod usunde bygninger, efterleves godt nok, og om der er behov for yderligere forskning på området.
Privat byggeskadeforsikring vil sænke antallet af fejl og mangler
Konstruktørforeningen bakker op om Bendt Bendtsens ønske om at få indført en obligatorisk byggeskadeforsikring for privat nybyggeri.
- Den løsning opfordrede vi til allerede for tre år siden, og vi er glade for at vi nu har ministeren som medspiller i denne sag. ”Byggeskadefondens virkeområde bør snarere udvides end indskrænkes, sagde Konstruktørforeningens formand Ole Binderup Jørgensen til Licitationen den 29. oktober 2003, da han overrakte Konstruktørprisen til Byggeskadefonden, lyder det fra Jacob Ravn Thomsen, chefkonsulent fra Konstruktørforeningen.
Konstruktørforeningen håber på en løsning, der giver så lidt ekstra papirarbejde som muligt, og vi stiller gerne vores ressourcer til rådighed, når selve lovforslaget skal udformes.
- Vi benytter lejligheden til at komme med et nyt forslag om en slags ”elitebilistordning”: Professionelle bygherrer med gode karakterer fra Byggeriets Evalueringscenter bør kunne betale en lavere præmie. På den måde, kan vi dels øge brugen af karakterbøgerne, dels tilgodese de dygtige, professionelle bygherrer, siger Jacob Ravn Thomsen.
Konstruktørforeningen mener ikke fugtproblemer alene kan begrunde en sådan ordning, men der er ikke tvivl om, at antallet af fejl og mangler generelt kan reduceres væsentligt, som det sker indenfor det almennyttige boligbyggeri, hvor man netop har en sådan forsikringsordning.