Rådgiver på plads til byrumsprojekt i Løkken
Preben Skaarup Landskabsarkitekt er totalrådgiver på 1. etape af renoveringen og udviklingen af Løkken Moleleje.
Landskabsarkitekter, arkitekter og ingeniører fra hele landet har vist stor interesse for projektet i Løkken, og ikke mindre end 14 rådgiverteams anmodede i efteråret 2013 om at blive prækvalificeret og få lov til at byde på opgaven. Seks teams blev inviteret til at give tilbud og i december 2013 modtog Hjørring Kommune seks gode tilbud på rådgivningen.
Hjørring Kommune har nu indgået aftale med Preben Skaarup Landskabsarkitekt som totalrådgiver på 1. etape af projektet. Etapen omfatter udarbejdelse af en helhedsplan for området ved Løkken Læmole, renovering af Løkken Læmole samt udvikling og etablering af nye, rekreative elementer på molen.
- Vi har et meget spændende projekt og er rigtig glade for, at så mange velkvalificerede rådgivere har meldt sig på banen og vist interesse for Løkken Moleleje, og vi ser frem til et godt samarbejde med Preben Skaarup Landskabsarkitekt, der allerede nu har vist stort engagement i og forståelse for opgaven og for stedet, siger byrådsmedlemmerne Birthe Andersen og Børge Bech, der begge sidder i styregruppen for projektet.
Spænende område for både turister og borgere
Løkken Læmole planlægges renoveret i perioden maj – oktober 2014, og der bliver således byggeplads ved molen hele sommeren i år. Hjørring Kommune, kommunens rådgivere, fiskerne samt borgere og foreningsliv i Løkken er enige om at få det bedste ud af situationen, og det er målet, at der fortsat landes fisk i Løkken, ligesom det skal være spændende for borgere og turister at følge byggeriet.
Den rekreative opgradering af Løkken Læmole er støttet af Realdanias kampagne Stedet Tæller, som frem til 2016 støtter konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Det er formålet, at kampagnens projekter – heriblandt Løkken Moleleje – skal være med til at styrke livskvaliteten i yderområderne med fokus på kystturisme og udvikling af de stedbundne potentialer.
Preben Skaarup Landskabsarkitekt har tidligere været involveret i projekter i Nr. Vorupør og Klitmøller, og har god erfaring i at bygge i det barske miljø ved vestkysten.