Stadsarkitekt åbner Byggeri ’14-messen
Stephen D. Willacy, engelskfødt stadsarkitekt i Aarhus, får til ære at holde åbningstalen under dette års byggerimesse i Fredericia.
Den officielle åbningstale den 25. februar bliver afholdt af Stephen D. Willacy, der som stadsarkitekt i Aarhus har det overordnede arkitektoniske ansvar for byens bygninger.
- Jeg glæder mig meget til at åbne Byggeri’14. Det er et fyrtårn i den danske byggebranche, hvor alle byggeriets parter samles og deler ud af deres viden og erfaringer. Samtidig mener jeg, at messen rammer plet med sit grønne fokus. Det er byggebranchens innovative løsninger og bæredygtige byggevarer, som kan være med til at sætte skub i byggeriet, siger Stephen D. Willacy, der kom til Danmark for 30 år siden. Her har han arbejdet for arkitektfirmaerne Kjær og Richter og Schmidt Hammer Lassen Architects. Han blev stadsarkitekt i Aarhus i 2012 og har desuden væres tilknyttet Arkitektskolen samt forfattet adskillige artikler om arkitektur.
Palle Thomsen, administrerende direktør hos Danske Byggecentre, der står bag messen, glæder sig over, at Stephen D. Willacy har sagt ja til at åbne Byggeri’14:
- Han har nogle stærke meninger om arkitektur og fremtidens arkitekter, som vi glæder os til at høre mere om. Stephen D. Willacy er samtidig meget optaget af bæredygtig udvikling, som netop er i tråd med messens overordnede tema, siger Palle Thomsen.
Med arkitekturen som omdrejningspunkt vil åbningstalen omhandle samspillet mellem bebyggelse, byrum og veje i overensstemmelse med landskabets bevarelse – udfordringer, som mange bygherrer har, når byggeriet foregår med fokus på klima, energi og miljø.