Europa-Kommissionen skruer ned for de grønne ambitioner
Set med danske briller er det beklageligt, at kommissionens nye 2030-rammer helt har forladt idéen om bindende mål for energi-effektiviseringer, skriver Bjarne Bonné fra Danske ARK i dagens klumme.
Frem mod 2020 styres som bekendt efter et tredelt mål: 20% reduktion i udledning af drivhusgasser (målt i forhold til 1990), 20% af energiforsyningen skal komme fra vedvarende kilder og anvendelsen af energi skal effektiviseres med 20%. Kommissionen foreslår nu to 2030-mål: 40% reduktion af drivhusgasser og 27% vedvarende energi. Der er intet samlet mål for energi-effektiviseringer.
Målene er overordentlig uambitiøse. Ifølge forslaget er situationen den, at EU i 2012 udledte 18% mindre drivhusgasser end i 1990. 2020-målet er med andre ord stort set nået allerede, hvilket især skyldes virkningerne af den økonomiske krise. Forslaget vurderer også, at faldet i udledning af drivhusgasser vil fortsætte i de kommende år selv uden nye politiske initiativer. Det vurderes, at reduktionen vil nå op på 24% i 2020 og 32% i 2030. På den baggrund er et 2030-mål på 40% beskedent.
VE-målet på 27% er i realiteten ikke så meget en målsætning som et overslag over konsekvensen af målet for drivhusgasserne. Forventningen er simpelthen, at arbejdet med at nedbringe CO2-udledningen vil få den konsekvens, at andelen af energi fra vedvarende kilder vil stige til dette niveau. Kommissionen lægger op til, at de 27% skal være et mål for EU som helhed. I modsætning til målet for drivhusgasser skal det ikke omsættes til nationale mål.
Hvorfor er kommissionen ikke mere ambitiøs i sit oplæg til klima- og energipolitik? Måske fordi den ikke finder der er råd til mere i et Europa, som stadig er præget af den økonomiske krise. Det hævdes ganske vist stadig at ” omkostningerne ved at skifte til en økonomi baseret på lave kulstofudledninger adskiller sig ikke væsentligt fra de omkostninger som under alle omstændigheder vil følge af nødvendigheden af at forny et aldrende energisystem, stigende priser på fossile brændsler samt den allerede vedtagne klima- og energipolitik ”.
Men resten af dokumentet er i påfaldende grad fyldt med understregninger af behovet for at sikre omkostningseffektivitet i klimapolitikken, for at sikre energipriser der er til at betale for de europæiske forbrugere og energipriser, der ikke ødelægger virksomhedernes konkurrenceevne. Det konstateres også, at selvom bindende mål kan være udviklingsdrivende ” har de ikke altid sikret markedsintegration, omkostningseffektivitet og uforvrænget konkurrence. ”
Set med danske briller er det beklageligt at kommissionens nye 2030-rammer helt har forladt ideen om bindende mål for energi-effektiviseringer. Den danske erfaring med udvikling af mere og mere ambitiøse krav til energi-effektivitet i bygningsreglementet kunne godt fortjene udbredelse som europæisk forbillede.
Siden den første oliekrise har Danmark arbejdet med bindende mål for bygningers energiforbrug. De er løbende blevet strammet hvilket både har sænket bygningernes energiforbrug og drevet en betydelig teknologi- og metodeudvikling i byggeriet. Det viser hvor effektivt regulering kan virke.
