Håndværksrådets direktør går nye veje
Håndværksrådets administrerende direktrø Lars Jørgen Nielsen ønsker at prøve kræfter med nye udfordringer fra årsskiftet.
Lars Jørgen Nielsen er 53 år og har været administrende direktør i rådet i 17 år. Han er manden, der har fået Håndværksrådet etableret som den erhvervsorganisation i Danmark, der fokuserer på små og mellemstore virksomheders vilkår og behov.
For 3 år siden nåede han i mål med at samle Håndværksrådet med flere medlemsorganisationer i et markant og nybygget domicil på Islands Brygge. I disse nye rammer har Lars Jørgen Nielsen igangsat et projekt, der skal forny organisationen.
- Jeg har i den senere tid fået en voksende lyst til at prøve noget nyt - og selvom det bliver svært at forlade Danmarks bedste erhvervsorganisation, så er tidspunktet optimalt, inden det nye projekt løber af stablen, siger Lars Jørgen Nielsen.
Håndværksrådets formand Poul Ulsøe siger om beslutningen, at det er et rigtig godt samarbejde, der nu slutter:
- Vi har været meget glade for at have Lars ved roret, men kan godt forstå hans argumenter og bevæggrunde. Vi vil nu gå i gang med at finde en ny markant personlighed, der kan lede rådets mange dygtige medarbejdere, så vi sammen kan fortsætte vores arbejde for små og mellemstore virksomheder.
Kilde: Håndværksrådet.