Klar til tredje etape af Gentofte Sportspark
Gentofte Kommune vil prækvalificere fem entreprenører til næste fase af udbygningen af Gentofte Sportspark, der vurderes at ligger på 90-105 mio. kr.
Udbygningen og renoveringen af Gentofte Sportspark går nu ind i tredje fase, som omfatter en ny sportshal, en ny opvisningsbane til fodbold samt et nyt skoleatletikanlæg.
Christensen & Co arkitekter, som er totalrådgiver på projektet, har sammen med kommunen besluttet, at der skal prækvalificeres fem entreprenører til denne tredje fase af moderniseringen og renoveringen af sportsparken.
Der bliver tale om én hovedentreprise, som kommer til at ligge på mellem 90 og 105 mio. kr.
De to første faser af moderniseringen af Gentofte Sportspark omfattede blandt andet ny træningshal til ishockey og kunstskøjteløb samt kunstgræsbane og klubhus til en række foreninger.