Bedre uddannelser skal forhindre fejl og mangler
Bedre uddannelser er et vigtigt led i den handlingsplan mod fejl og mangler i byggeriet, som en bred kreds af parter bag byggeriets grund- og efteruddannelser netop har fremlagt.
Erhvervs- og Byggestyrelsen enedes med byggeerhvervet om en handlingsplan mod fejl og mangler, og ministeren satte som mål, at omfanget af fejl og mangler skal være halveret ved udgangen af 2008.
- Det er en meget ambitiøs målsætning. Men der er god grund til at tage udfordringen alvorligt, for færre fejl vil forbedre virksomhedernes økonomiske resultater og samtidig forbedre byggeerhvervet generelle image. Det er da også baggrunden for at Dansk Byggeri er gået aktivt ind i arbejdet med at realisere handlingsplanen mod fejl og mangler, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Parterne bag de 14 grunduddannelser inden for byggeriet har således netop via et samarbejde mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og erhvervsskoler fremlagt en handlingsplan, som kan være med til at minimere fejl og mangler i byggeriet.
- Erhvervsuddannelserne og arbejdsmarkedsuddannelserne, dvs. grund- og efteruddannelserne, bliver et vigtigt redskab i bestræbelserne på at nedbringe antallet af fejl og mangler i byggeriet, forklarer Michael H. Nielsen.
Et centralt træk i handlingsplanen er, at viden om ofte forekommende fejl og mangler hurtigere skal indarbejdes i grund- og efteruddannelserne, således at kommende bygningsarbejdere har fokus på, hvor det ofte går galt og, hvordan fejl og mangler kan undgås.
I handlingsplanen peger man på byggeskadefondene, huseftersynsordningen og ankenævnene som værdifulde kilder til viden om ofte de hyppigste fejl.
Ved at udarbejde såkaldte ”Top-10 lister ”over ofte forekommende fejl inden for de forskellige fagområder, kan der i undervisningen og undervisningsmaterialer sættes fokus, på hvilke bygningsdel og konstruktioner de udførende skal være særlig opmærksomme på - og frem for alt hvordan arbejdet udføres korrekt første gang.
I Erhvervs- og Byggestyrelsen har man med tilfredshed modtaget byggeerhvervets handlingsplan mod fejl og mangler via bedre uddannelser. Vicedirektør Jesper Rasmussen siger:
- Det er positivt, at handlingsplanen mod fejl og mangler nu begynder at bære frugt. Uddannelsesinitiativet er vigtigt, fordi det udstyrer de kommende aktører i branchen med en større viden om, hvorfor fejl og mangler opstår, og ikke mindst hvordan fejl og mangler forebygges. Vi håber desuden, at initiativet vil bidrage til at udvikle kulturen omkring fejl og mangler, så alle håndværkere fremover har for megen faglig stolthed til at acceptere dem, siger han.
Ønskes yderligere information kan de rekvireres hos Dansk Byggeri http://www.danskbyggeri.dk
Kilde: Dansk Byggeri.