Nye tanker for Nordfyns tre største byer
Efter to måneders intensivt arbejde med udviklingsstrategier for Bogense, Søndersø og Otterup præsenterer 23 landskabsarkitekturstuderende nu resultatet af deres anstrengelser.
Forslagene søger en tæt adgang til naturen samt forbedring af den kollektive transport. I nogle forslag åbnes op til naturen med forbedrede stisystemer og i ét af forslagene bringes naturen tættere på byen med skovrejsning omkring hele byen.
De døende butiksgader bekymrer, hvorfor flere forslag arbejder med at omdanne butikker til boliger. Også kvaliteten af de fælles mødesteder i byerne er et tema, som dyrkes. F.eks. med omdannelse af det gl. Mejeri i Søndersø til fælleshus og den tomme Fakta i Otterup til sportshus.
Tradition for arbejde med virkelige problemer
Arbejdet med visionerne for de tre byer er resultatet af to måneders intenst arbejde, som de 23 studerende i landskabsarkitektur har udført som led i deres uddannelse på Københavns Universitet. Her er der tradition for at tage virkelige problemer med ind i undervisningen.
Den 3. – 5. december 2013 besøgte de studerende Nordfyns kommune og fik oplæg om politik, erhvervsudvikling, turisme, byernes butiksliv, job og bosætning, de unges uddannelse og et kommende dronecenter i lufthavnen.
I et tætpakket program mødtes de studerende blandt andet med borgmester, kommunaldirektør, erhvervschef, direktør for social og arbejdsmarked, turist- og projektmedarbejder samt repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.
De studerende delte sig i seks hold. To hold arbejdede i hver af byerne Bogense, Søndersø og Otterup med hvert sit forslag til udviklingsstrategi. De undersøgte den hidtidige planlægning, opregnede problemerne i dag, formulerede visioner for fremtiden og skitserede selv forslag til planer for udviklingen. Holdene rundede af med to fælles visioner for de tre byer.
Visionerne er udstillet på Otterup Bibliotek fra den 14. februar, hvor der også er fernisering.