Odense forbereder sig på byggeboom
Et nyt sekretariat skal hjælpe virksomhederne med at finde de helt rigtige medarbejdere, når de mange store byggeprojekter tager fart.
For at være på forkant med udviklingen har Odense Kommune nu oprettet sekretariatet ’Rekruttering til Byg’, der skal fungere som bindeled mellem ledige og virksomheder i byggeriet.
’Rekruttering til Byg’ er et gratis tilbud. Gennem samtaler med de ledige, der søger job i byggeriet, lægger sekretariatet en plan for, hvordan de ledige kan opkvalificeres for at være attraktive for virksomhederne. Samtidig vil Rekruttering til Byg fungere som ekstern HR-partner for virksomhederne.
- I dag henvender de ledige sig selv til en mester, men når der først bygges løs, er der ikke arbejdskraft nok, og så kan vi være virksomhedernes næste valg. Når mester skal bruge en ny mand, kan han ringe til os for at høre, hvem vi kan anbefale, forklarer Uffe Strunk, som er tovholder for det nye sekretariat.
- Visionen for emnebanken er at sikre den mest optimale arbejdskraft for virksomhederne. Mange er arbejdsmarkedsparate nu, men allerede i sidste halvdel af 2014 kan vi mangle arbejdskraft. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at opkvalificere folk. Hvis ikke vi går i gang nu, er det for sent, siger Søren Folkersen, formand for 3F Byg, som er en af samarbejdspartnerne bag Rekruttering til Byg.
Virksomhedernes forlængede arm
Bo Jørgensen er direktør for Pilegaard-Henriksen VVS i Odense. Han ser Rekruttering til Byg som sin kommende forlængede arm, når han skal have nye folk.
- Vi har ikke en HR-funktion, men nu kan vi henvende os til kommunen, når vi mangler folk. Jeg ser det som en hjælp over for de virksomheder, der ikke har en HR-afdeling og heller ikke vil få det, siger han.
Inspirationen til Odense Kommunes nye tiltag kommer fra Team Byg og Anlæg i Jobcenter Aarhus. Siden juni 2012 har det tre mand store team i samarbejde med ni jobcentre i oplandet formidlet kandidater til aarhusianske byggevirksomheder.
- Formidling af arbejdskraft er kommet i højsædet igen. En håndværksmester, som ikke har tid til at svare på telefoner og mails i løbet af arbejdsdagen, kan ringe og bede os om at finde kandidater til ham. I løbet af kort tid kan han ringe til de folk, vi har fundet, og klare jobsamtaler. Det er en stor hjælp i en travl hverdag, og rigtig mange er glade for det, fortæller Casper Bechgaard Andersen fra Team Byg og Anlæg i Aarhus.