Denka-liftenene vender tilbage
Vestsjællands Hydraulik vil gøre det til en forretning at opkøbe brugte Denka-lifte i Tyskland med henblik på videresalg.
Og da der for nogle måneder siden kom en konkret forespørgsel, besluttede Lars Andersen og Thomas Pedersen sig for at opspore en af populære lifte. Resultatet er, at Vestsjællands Hydraulik nu har gjort det til en forretning at finde brugte Denka-lifte i Tyskland og sælge dem til danske virksomheder.
Det er de to mærker; DL 18 og DL 21, som er populære, og som med lidt tålmodighed godt kan skaffes i Tyskland, forklarer de to indehavere.
- Lige præcis de to mærker er efterspurgte. Ingen vil af med dem. Der er naturligvis andre lifte på markedet, men de to mærker fra Denka-Lift er bygget som trailere, hvor bom og kurv er fremadrettet, så akselafstanden gør, at de er utrolig nemme at transportere og manøvrere med, og det er tilladt at have dem efter en almindelig varevogn. Og så er det simpelthen god kvalitet, forklarer Lars Andersen.
Både han og Thomas Pedersen har været ansat hos Denka-Lift tilbage i 1990'erne, da produktionen stadig foregik i Holbæk og virksomheden var en af egnens stoltheder.
Gode kontakter
Det var en anden virksomhed fra Asnæs, der fik Vestsjællands Hydraulik til at gå på jagt efter en brugt Denka-Lift i efteråret. Indehaveren af RV Murerentreprise, René Voss, var lidt træf at bruge penge på leje af lifte, og han spurgte, om ikke Lars Andersen og Thomas Pedersen, med deres kendskab til branchen, kunne finde en DL 18 eller DL 21 (tallet fortæller om liftens rækkevidde i meter).
Det kunne de. Fra Rostock i Tyskland fik de hentet liften hjem, og forleden kunne mændene bag Vestsjællands Hydraulik overlevere den 100 procent istandsatte lift til René Voss.
- Vi har hørt fra andre, der måske også kunne være interesseret i enten en DL 18'er eller DL 12'er, og vi er ved at få forbindelse til Holland, så vi også der kan skaffe gode, brugte Denka-Lifte, fortæller Thomas Pedersen.
Han forklarer, at den aktuelle interesse for liftene også skyldes, at et tysk firma har sat gang i produktionen af nye Denka-lifte - blandt andet de to mærker, der er populære blandt de danske håndværkere:
- Vi har en rigtig fin kontakt til det tyske firma, der har afdelinger mange steder i Europa, og med den nye produktion kan vi jo få alle de reservedele, vi har brug for - og så giver det jo god mening for håndværkere og entreprenører at investerer i brugte Denka-lifte. Derfor overvejer vi nu, om vi skal markedsføre liftene lidt mere. Vi tror på, der kommer et behov i erhvervslivet, når der kommer lidt mere gang i byggeriet.