Gottfred Petersen satser på betonbyggeriet
”Vi vil være de bedste til beton”, lyder det fra vandtætningsspecialisten, som netop er blevet eneforhandler i Danmark for producenten Cetco.
- Vi får mere og mere regn som følge af klimaforandringerne, så vandtætning er noget, der vil få stigende betydning i byggeriet. Nu har vi endnu et af de store mærker i huset, og det gør os mere komplet som leverandør, siger salgsdirektør Finn Enevold Jensen til Building Supply.
Gottfred Petersen har tidligere solgt nogle af Cetcos produkter, men nu rykker hele programmet ind som en del af Middelfart-virksomhedens sortiment.
- Jeg ser egentlig kun vindere i det her. Vi kommer hver især til at beskæftige os med det, vi er gode til. Cetco kan koncentrere sig om den langsigtede rådgivning med fokus på ingeniører, arkitekterne og de største bygherrer, mens vi i højere grad vil arbejde på dagligdagsniveau; ude på byggepladserne, elementfabrikkerne og i tømmerhandlerne, forklarer Finn Enevold Jensen.
Står stærkere når det vender
Aftalen med Cetco er et led i Gottfred Petersens strategi om at opruste inden for byggeriet, og Finn Enevold Jensen forventer, at man med et bredere sortiment kan bygge videre på de seneste års positive udvikling med stigende omsætning og indtjening:
- Flere og flere i byggebranchen får øjnene op for, at der er god økonomi i vandtætning, og med dette samarbejde står vi stærkere, når det vender, og det er der flere tegn på, at det gør i år. Vi lever af at følge projekterne, og kan se, at der er mange der starter op i andet kvartal, lyder det optimistisk fra salgsdirektøren.
Gottfred Petersen beskæftiger i dag 42 medarbejdere – alle produktteknisk og merkantilt uddannede. Udover vandtætning af betonbyggeri ser virksomheden også et potentiale i grønne tage, hvor flere projekter er på vej inden for den nærmeste fremtid.