Kød og kreativitet i Kødbyen
De vindende forslag i Colliers Award 2013 giver vidt forskellige bud på, hvordan Kødbyen fremover kan tiltrække endnu flere københavnere, turister, kød og kreativitet til området.
Colliers International Danmark udbød sidste år idékonkurrencen Colliers Award til studerende landet over med spørgsmålet: Hvordan kan vi udvikle Kødbyen til fremtidens brugere?
Hovedpræmien på 35.000 kr. gik til Anders Dahl Simonsen og Niclas Burhøj Rønne fra henholdsvis Det Kongelige Danske Kunstakademi og Copenhagen Business School, som havde lavet forslaget ’Den Cirkulære Kødby’.
Vinderne tog, som de eneste, fat på gårdrummene bag bygningerne i Kødbyen og aktiverer dermed områder, som i dag primært bliver brugt til affaldsopbevaring. Projektet giver på den måde mulighed for at skabe mere aktivitet og forskellige opholdsrum ved hjælp af en form for platformsarkitektur, som giver plads til butikker, træningsfaciliteter, opholdsrum, koncertopstillinger m.m. og skaber cirkulære forbindelser mellem rummene.
Taghøns og svampe i kælderen
Christian Minor Nørbjerg og Simone Valentin vandt en af andenpræmierne på 20.000 kr. med projektet ’Den hvide farm’ – et urbant koncept med fokus på Kødbyens selvforsyning af fødevarer ved hjælp af blandt andet høns på tagene, mynte oven på tagene over cykelstativerne og svampeproduktion i Kødbyens fugtige kældre. Udgangspunktet for besvarelsen har været Kødbyens historie og et forsøg på at skabe tætte relationer til de omkringliggende områder.
Undervejs i processen var Christian Minor Nørbjerg og Simone Valentin omkring mange forskellige idéer. Idéen om taghøns stammer oprindeligt fra en idé om spraymalede grise på taget, men udviklede sig efterhånden til noget mere realiserbart.
- Taghønsene var et af emnerne, som var lidt sjove, og vi kom på idéen, da vi talte om branding, og hvad man rent visuelt ville kunne få øje på, når man kiggede op. Vi startede med at tale om spraymalede grise og endte med høns. At plante mynte på tagene over cykelstativerne kom vi på, fordi de lige nu er neutrale og meget kedelige, men bliver flittigt brugt. Når man første gang stopper op og fysisk skal gøre noget som at stille sin cykel, starter ens visuelle tur i Kødbyen, fortæller Christian Nørbjerg, som studerer på Central Saint Martins i England.
Containere med pop-up butikker
Det andet projekt, som fik tildelt den anden andenpræmie, var lavet af Sofie Askholm Ibsen, Mette Fast Amdrup Pedersen, Lene Askholm Ibsen og Maiken Hedelund fra henholdsvis Arkitektskolen i Aarhus, Københavns Universitet og Copenhagen Business School.
Deres forslag hedder ’Container Collective’ og fokuserer primært på at aktivere udearealerne på Flæsketorvet ved at placere containere på pladsen med pop-up stores. De flytbare og midlertidige containere respekterer det allerede etablerede i Kødbyen og er med til at skabe mere liv, øget aktivitet og et omskifteligt miljø. Desuden var der i projektet stor fokus på at skabe mere aktivitet og gennemgang i området i løbet af dagen.
- Visionen var at skabe et projekt, der både gennem identitet, branding og arkitektonisk udtryk forstærker og iscenesætter kødbyens eksisterende kvaliteter. Det rå og kreative iværksættermiljø skal være med til at skabe mere liv i området i dagtimerne. Container Collective skaber billige, fleksible og spændende lejemål i form af værksteder, pop-up stores, caféeer og lignende, fortæller Sofie Askholm Ibsen efter at have reflekteret over, hvordan de havde grebet opgaven an.
Imponerede dommere
Dommerpanelet i Colliers Award var imponerede over den høje standard af de indleverede projekter. I første runde udvalgte dommerkomitéen i alt fem projekter, som skulle gå videre til finalerunden. Ud over de tre vinderprojekter gik projektet ’Food Guild’ af Andreas Munksgaard, Eskild Schack Pedersen og Jakob Teglgård Hansen fra Københavns Arkitektskole og projektet ’Den Hvide Kødby’ af August Fischer og Rasmus Svaneborg fra Rysensteen Gymnasium også videre.
Dommerpanelet bestod af Louis Becker, direktør og partner i Henning Larsen Architects, Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Christian Have, kreativ direktør og indehaver af Have Kommunikation, Karsten Ifversen, arkitekturredaktør på Politiken og Peter Lassen, partner og COO i Colliers International Danmark.
Colliers Award 2014 vil blive offentliggjort i august 2014, og Colliers ser frem til endnu en spændende idékonkurrence, som også vil sætte udfordre nutidsaktuelle byudviklingsprojekter.