23948sdkhjf

Udvikling med stiletter og sikkerhedssko

Akademiker med begge fødder i mulden skal udvikle nuværende og nye forretningsområder hos OKNygaard.
CV’et er alenlangt. Det var skrivelsen til ledelsen i Danmarks største privatejede anlægsgartnervirksomhed, OKNygaard, også. Men samtidig var den overbevisende. Dermed skabte akademikeren Anja Kiersgaard sig selv et job blandt 350 nye kolleger, som for langt hovedpartens vedkommende er praktiske folk med hænderne skruet rigtigt på.

- Det har jeg nu også. Jeg har selv bil, træbåd og hus, som jeg vedligeholder og renoverer, erklærer Anja Kiersgaard, som er OKNygaards nye forretningsudvikler.

Hun er både den nye og den første. For indtil den uopfordrede ansøgning landede på direktionsbordet hos anlægsgartnerfirmet, var en forretningsudvikler en ukendt størrelse hos OKNygaard.

- Jeg glæder mig til at arbejde mellem forskellige mennesker og i forskellige miljøer. Ja, jeg er akademiker. Men det kan give rigtig meget mening at rulle mine kompetencer ud i både stiletter og sikkerhedssko, lyder meldingen fra den nyslåede forretningsudvikler.

Et kig på CV’et vidner om, at OKNygaard i Anja Kiersgaard har fået en særdeles kompetent forretningsudvikler. Hun er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, har læst kommunikation på Copenhagen Business School og taget en master i Ejendomsudvikling og Facilities Management fra Norges Teknisk-Naturvidenskapelige Universitet i Trondheim. Hertil kommer 21 års erfaring fra bygge- og anlægsbranchen som bl.a. arkitektrådgiver, bygherrerådgiver og udviklingskonsulent.

Skal sørge for helhedssyn
- Jeg ser sammenhænge. Det kan give rigtig meget mening at koble nogle muligheder. Dem er der masser af med afsæt hos OKNygaard. Jeg er god til at få øje på dem, erklærer Anja Kiersgaard.

Hun kommer til OKNygaard fra en stilling som projektleder af byrumsprojekter i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Hos OKNygaard skal det nu handle om ’outdoor facilities services’. Med Anja Kiersgaards ord ” alt det, der som regel ikke er en kundevirksomheds kerneydelser, men som den ikke kan fungere uden ”.

- Både på anlæg og drift kan OKNygaard gå ind og udføre rigtig mange opgaver. Enten selv eller i samarbejde med andre. Facilities services skal bringe merværdi til kunden og tilbyde dem ydelser, de måske ikke i forvejen havde koblet med den sædvanlige drift. OKNygaard udfører en række opgaver i forvejen. Med baggrund i OKNygaards eksisterende ydelser kan jeg se mulighederne for nye ydelser og – i bedste fald – udvikling af ejendommene. Min opgave er at sørge for et helhedssyn, forklarer Anja Kiersgaard.

Én indgang for kunden
- Facilities Management handler om, at vi ikke blot sørger for at holde de grå og grønne udenomsarealer i topform. OKNygaard kan også udskifte lysstofrør og el-pærer, rense tagrender, feje gårdarealer og indkørsler, klare snerydning og glatførebekæmpelse og masser af andre opgaver, som relaterer til bygningen. Hvis der er behov for eksterne håndværkere, kan vi også rekvirere dem. Alt sammen for at sikre kunden en totalløsning og én indgang at gå ind ad, forklarer Anja Kiersgaard.

Netop det med én indgang kan være et vigtigt tilbud til kunden. Der skal ikke være tale om en telefonliste, hvor kunden så kan begynde at lede efter den rigtige medarbejder hos OKNygaard. Derimod om en fast kontakt, som er stedkendt, og som sørger for, at tingene kommer til at ske, forklarer den nye forretningsudvikler.

- OKNygaard har i forvejen en yderst professionel salgsafdeling. Jeg ser det som en væsentlig del af min opgave at udvide paletten specielt på facilities management-området. Det vil ske ved at spotte de mange ekstra muligheder, virksomheden kan tilbyde kunderne. Jeg er den første i Danmark med en mastergrad i facilities management, der også er arkitektuddannet. En af mine helt store styrker er, at jeg kan se helheder og sammenhænge mellem ydelser, kundernes ejendom, de funktioner der finder sted på ejendommen og de medarbejdere, som arbejder på ejendommen. Det satser jeg på nu at gøre til en ny styrke for OKNygaard og samtidig til nye muligheder for vore kunder, siger Anja Kiersgaard.

Jysk-sjællandsk fusion
OKNygaard blev en realitet, da den sjællandsk baserede virksomhed OK Grøn Anlæg A/S i fjor fandt sammen med jyske Nygaard A/S.

OKNygaard har sjællandsk hovedkvarter i Borup, mens hovedafdelingen i Jylland har adresse i Hasselager ved Aarhus.

Foruden de to hovedafdelinger, har virksomheden yderligere otte afdelinger rundt om i Danmark og er dermed landsdækkende med alle kendte ydelser inden for faget – plus nu en række nye på vej.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078