23948sdkhjf

28.000 fagfolk hentede ny viden på HI Industri 2005

Da Skandinaviens største industrimesse, HI Industri 2005, sluttede fredag i Messecenter Herning, havde 27.891 fagfolk passeret gennem tælleapparaterne og aflagt besøg hos messens 1.014 udstillere...
Kvalitet er et vigtigt succesparameter

- Efter fire spændende messedage er det mit helt klare indtryk, at HI Industri 2005 har været en succes. Der har hersket en god og positiv stemning, og langt størsteparten af udstillerne har udtrykt stor tilfredshed med messen. Kvaliteten blandt de besøgende har denne gang været særdeles høj. Det er tydeligt, at gæsterne kommer for at hente ny viden med hjem til deres virksomheder.

Derfor glæder det mig også, at vi har haft succes med vores mange faglige konferencer og temamøder, hvor vi har registreret over 700 deltagere. Der er på messen blevet vist store teknologiske fremskridt, og bl.a. Opfindertorvet har været en bragende succes. Netop opfindelser og kreative idéer er noget af det, vi skal leve af i fremtiden.

Derfor er det også vigtigt at videreudvikle messens faglige fokusområder og aktiviteter, så HI Industri 2007 bliver endnu større og byder på højaktuel faglig viden, siger messekomitéens formand, direktør Poul R. Ulsøe, som også er formand for Håndværksrådet.

Messe med flere højdepunkter

Også Messecenter Hernings administrerende direktør Georg Sørensen glæder sig over nogle gode HI-dage med spændende faglige oplevelser og flere højdepunkter.

- Både udstillere, samarbejdspartnere og arrangører vil med glæde og stolthed huske tilbage på HI Industri 2005 - bl.a. på grund af Kronprins Frederiks besøg. Kronprinsen besøgte mange udstillere, viste stor spørgelyst og fik et godt indtryk af de danske virksomheders formåen, kreativitet og alsidighed. Det var desuden en ekstra fjer i hatten, at en revolutionerende dansk opfindelse - brintpillen - blev afsløret på HI Industri 2005.

Brintpillen har i ugens løb været blandt tophistorierne i alle danske medier og bidraget til at sætte ekstra fokus på danske opfindere og iværksættere. Med denne store samlede industrimesse har vi et godt grundlag at bygge videre på til den næste industrimesse, der finder sted primo september 2007, siger adm. direktør Georg Sørensen, Messecenter Herning.

Elektronisk registrering godt modtaget

Til HI Industri 2005 var der indført et nyt registreringssystem, som sikrede elektronisk registrering af alle besøgende. Enten hjemmefra via nettet eller ved ankomst til messen.

Systemet blev overraskende godt modtaget, idet 60% af messens gæster i forvejen havde foretaget registrering via nettet.

I alt 24 brancheforeninger og organisationer fra industrien og erhvervslivet står bag HI Industri sammen med Messecenter Herning.

Kilde: Messecenter Herning

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094